Huller i vejen

Alle farlige skader, huller, knuste fliser, skæve skilte med mere bliver løbende registreret og herefter udbedret. Alle bygværker, fodgænger tunneller og broer mv. tilses og vedligeholdes systematisk.

Der vil altid være huller som vi ikke ser, så derfor sætter vi stor pris på at få oplysninger om huller via Tip Halsnæs.

Flere huller i vejene om vinteren

Men typisk om vinteren kommer der flere huller i vejene end vi kan nå at registrere og udbedre. Det er oftest når vejret skifter mellem tø og frost at de fleste huller opstår. Vand trænger ned i belægningen og når det så fryser udvider vandet sig og løfter belægningen så endnu mere vand kan trænge ned. Og når bilerne kører hen over stederne med belægning der ikke længere er en massiv masse, så knækker asfalten og falder af i flager. Af samme grund er de fleste huller i bilernes hjulspor.

Når Halsnæs Kommune får et praj om huller i vejen, sendes der besked til entreprenøren, der sørger for at udbedre skaden. Det sker dog kun, hvis der er tale om huller på de offentlige kommunale veje, idet Vejdirektoratet har ansvaret for statsvejene, mens de enkelte vejejere har ansvaret for de private fællesveje.

Reparation af huller

Stort set alle huller bliver repareret med varm asfalt der hentes om morgenen på et asfaltværk i Storkøbenhavn. Entreprenøren transporterer asfalten i en varmekasse så temperaturen holdes oppe hele dagen.
Hvis der er løse afskalninger på stedet fjernes de før den varme asfalt udlægges og tromles. Men ofte er der allerede sket skade på et større område end der hvor hullet er, men asfalten ligger ikke løs så de opdages. Derfor kan der sagtens komme nye huller ved siden af den nylagte asfalt få dage efter reparationen. Det kan vi desværre ikke undgå helt. 

Prioritering

Hullerne i vejen kategoriseres på følgende måde:
Mindre slaghuller defineres som huller med diameter mindre end 20 cm og dybere end 3 cm.
Store slaghuller defineres som huller med diameter/længde større end 20 cm og over 3 cm dybde.

Alt efter hvor hullet er prioriteres reparationen på følgende måde:
Høj prioritet: Huller, der pga. størrelse eller beliggenhed, er trafikfarlige skal prioriteres højt og repareres senest 1. arbejdsdag efter bestilling. Entreprenøren skal senest 2 timer efter bestilling opsætte afmærkning af skadestedet typisk med 1-2 stk. kantafmærkning N42. Om nødvendigt udlægges køreplader.
Almindelig prioritet: Slaghuller og afskalninger skal repareres iht. nedenstående tidsfrister. Tidsfristen er gældende fra det tidspunkt reparationen er registreret hos driftsentreprenøren. 

 Skader Tidsfrister for udbedring
 Store slaghuller

Gennemfartsveje og fordelingsveje: 1 uge
Lokalveje: 2 uger

 Mindre slaghuller Gennemfartsveje og fordelingsveje: 2 uger
Lokalveje: 1 måned

Tip kommunen

Men da vi ikke kan være alle steder på en gang, opfordres kommunens borgere og brugere at melde alle fejl ind til kommunen via appen Tip Halsnæs Kommune. Hvis der er bundet en rød-hvid plastikstrimmel med kommunens logo på, på den skadede genstand er skaden allerede registreret af kommunen.

Uheld på grund af huller i vej eller fortov
Hvis du kommer til skade eller får ødelagt dit køretøj som følge af huller i vejen eller fortovet, kan du søge erstatning. Dit forsikringsselskab kan hjælpe dig.

Uheld på offentlig vej

Er du så uheldig, at du på grund af huller eller andre ujævnheder i belægningen, kommer til skade på en offentlig vej eller fortov, kan du søge erstatning fra kommunen. Sagen vil blive vurderet i forhold til om kommunen har handlet ansvarspådragende og skyldsspørgsmålet vil blive vurderet af kommunens forsikringsmægler.
Ved uheld på grund af manglende snerydning på kommunale fortove, skal eventuelle erstatningskrav rettes mod den tilstødende grundejer.

 

Sådan anmelder du din skade

Anmeldelsen skal ske skriftligt eller på e-mail til Kommunen og indeholde oplysninger om:

  • Skadestedet
  • Tidspunktet for uheldet
  • Eventuelt fotos,
  • Navn, adresse, tlf. nr. og cpr.nr.
  • Hvordan skete uheldet
  • Hvilken skade er sket, materiel eller personskade

Når Kommunen har modtaget din henvendelse, vil du modtage en bekræftelse på modtagelsen af dit brev, og anmeldelsen vil blive videresendt til kommunens forsikringsmægler. Du vil direkte fra forsikringsmægleren modtage afgørelsen på sagen. Sagsbehandlingstiden er afhængig af uheldets omfang.

 

Uheld på private fællesveje

Du kan få mere at vide om private fællesveje i det respektive afsnit.

Er du så uheldig, at du på grund af manglende snerydning, huller eller andre ujævnheder i belægningen kommer til skade på en privat fællesvej, kan du søge erstatning ved at rette henvendelse til den tilgrænsende grundejer.
Det den tilgrænsende grundejer, der har ansvaret for at holde vejen i en, under hensyn til færdslens art og størrelse, god og forsvarlig stand.

Alle henvendelser omkring skader forsaget af eller på grund af kommunen skal henvises til kommunens forsikringsagent.

 

 

 

 

 

Sidst opdateret 6. april 2018

Selvbetjening

Kontakt

Miljø & Teknik
Trafik og Veje
Rådhuspladsen 1
3300 Frederiksværk
Telefon 47 78 40 00
mail@halsnaes.dk

Vagttelefon 30 45 28 10

Få svar her