Folkeoplysnings- og Udviklingspulje

Retningslinjer for administration af Udviklingspuljen i Halsnæs Kommune. Bemærk, at puljen har fået nye kriterier i 2017.

Her finder du vejledning og ansøgningsskema til Folkeoplysnings- og Udviklingspuljen.

Puljen er i 2017 på 138.000 kr.

 

Indledning

Halsnæs Kommune råder over en Folkeoplysnings- og Udviklingspulje til det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde samt til aktiviteter og udviklingsprojekter på kultur- og idrætsområdet generelt. Puljens størrelse fastsættes i forbindelse med den årlige budgettildeling.

 

Formål

Intentionen med Folkeoplysnings- og Udviklingspuljen er at skabe mulighed for at udvikle eller videreudvikle initiativer og udviklingsprojekter på kultur- og idrætsområdet, herunder aktiviteter i relation til det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde.

Selvom det ikke er et krav, lægges der vægt på, at projekterne helt eller delvist retter sig mod befolkningsgrupper, som ikke tiltrækkes af eksisterende udbud af aktiviteter på kultur- og idrætsområdet.

 

Hvad kan Folkeoplysnings- og Udviklingspuljen anvendes til?

Der kan ydes tilskud/underskudsgaranti til:

  • Nye aktiviteter og initiativer
  • Videreudvikling af eksisterende aktiviteter og initiativer
  • Forsøgs- og udviklingsarbejde
  • Tematiserede tiltag, eksempelvis kampagner for sund kost, integration og rekruttering samt bekæmpelse af pædofili og doping
  • Tværgående og netværksskabende tiltag på folkeoplysningsområdet samt på kultur- og idrætsområdet generelt
  • Nødlidende foreninger

 

Hvem kan søge?

Alle foreninger samt andre initiativtagere, som er hjemmehørende i Halsnæs Kommune, kan ansøge om midler fra Folkeoplysnings- og Udviklingspuljen.

 

Hvilke krav skal opfyldes?

  • Aktiviteten skal foregå i kommunen
  • Ansøgere opfordres til at gøre opmærksom på eventuelle forbindelser til kommunens Vision 2030, men dette er ikke et krav for at opnå tilskud
  • Aktiviteten må ikke have et kommercielt formål, og overskuddet må ikke tilfalde private personer til egen vinding
  • Selvom det ikke er en forudsætning, lægges der vægt på, at andre relevante sponsorer, puljer, fonde, region eller stat er søgt om støtte
  • Søges der midler til et tilbagevendende arrangement/projekt, skal der vedlægges en plan for, hvordan det kommunale tilskud kan nedtrappes ad åre
  • Der skal anføres i markedsføringsmateriale, på programmer, hjemmesider etc., at der er modtaget støtte fra Halsnæs Kommunes Udviklingspulje. Halsnæs Kommunes logo kan eventuelt rekvireres hos Kommunikation og Presse i Halsnæs Kommune
  • Hurtigst muligt efter projektets afvikling skal der indsendes et regnskab og en kortfattet redegørelse for aktivitetens/projektets forløb, herunder dokumentation i form af billeder, presseomtale m.m., til Halsnæs Kommune, Sundhed, Idræt og Kultur, Rådhuspladsen 1, 3300 Frederiksværk.

 

 

Udarbejdelse af ansøgning

Ansøgere skal fremsende en skriftlig ansøgning. Den gode ansøgning til Folkeoplysnings- og Udviklingspuljen skal som minimum indeholde:

  • Beskrivelse af projektet
  • Hvilket beløb søges der om
  • Hvem retter begivenheden sig mod
  • Tid og sted for begivenhedens afholdelse
  • Budget med indtægter og udgifter
  • Oplysninger om der er søgt/modtaget støtte fra andre. Det behøver ikke kun være økonomisk støtte, men kan også være i form af PR, udlån af lokaler, udstyr m.v.
  • Navn og adresse på ansvarlig person for projektet
  • Oplysninger om CVR-nr. og bankkonto, hvor evt. tilskud/underskudsgaranti skal indsættes

 

Ansøgningen sendes til:

Sundhed, Idræt og Kultur
Halsnæs Kommune
Rådhuspladsen 1
3300 Frederiksværk
Eller via e-mail til mail@halsnaes.dk. Skriv ’ansøgning til Sundhed, Idræt og Kultur” i emnefeltet.

 

Hvem behandler ansøgningen?

Det er Folkeoplysningssamrådet, der endeligt beslutter, hvorvidt der skal bevilges midler fra Folkeoplysnings- og Udviklingspuljen.

 

Administrationen i Kultur- og Idrætsafdelingen noterer sig hvilke ansøgninger, der kommer ind, og koordinerer disse med administratorer af kommunens andre puljer.

 

Det bemærkes, at udisponerede midler fra ét år ikke kan overføres til året efter.

 

Ansøgningsfrist

Ansøgninger skal være Afdelingen for Sundhed, Idræt og Kultur i hænde i god tid inden arrangementets afholdelse. Ansøgninger kan forventes behandlet på førstkommende møde i Folkeoplysningssamrådet. Normalt vil ansøgere få svar inden for ca. 8 uger.

 

 

Sidst opdateret 30. januar 2017

Kontakt

Kultur og Idræt

Morten Kofoed Grubbe
Idrætskonsulent
Telefon 2498 3720
morkg@halsnaes.dk