Bededagsvandring på Bakkestien

8. maj 2017

Store Bededag nærmer sig, og Stålsat By inviterer sammen Dansk Vandrelaug igen i år til bededagsvandring den 11. maj på Bakkestien i Frederiksværk.

I København har byens borgere siden 1700-tallet mødtes på voldene for at spadsere aftenen før Store Bededag. Efter vandringen blev der spist varme hveder, som vi stadig gør i dag.

I Halsnæs går turen i stedet op ad Bakkestien i aftensolens skær. Tag med på en hyggelig vandring med dine medborgere og nyd det fantastiske fjordlandskab.

Turen vil byde på storslåede udsigter over Frederiksværk og Roskilde Fjord fra den markante kystskrænt. Få historien om hvordan landskabet er skabt, og se industrikulturen fra oven. Stålsat By er vært for en kop kaffe eller te og en lun hvede på et af de flotte udkigssteder.

Guider på turen er Anne-Lise Lemche og Steen Malmlin fra Dansk Vandrelaug, og fra Stålsat By projektleder Charlotte Scheel, Halsnæs Kommune.

Tag familien eller din nabo under armen, og støt op om traditionen om at gå bededagsvandring i stålets by. Tilmelding er ikke nødvendig.

Mødestedet er ved Gjethuset torsdag den 11. maj 2017 kl. 19. Turen er på i alt cirka 5 kilometer, og foregår i kuperet terræn.