Lån en bog - også på stranden

17. juli 2017

Ny teknologi gør det muligt for Halsnæs Bibliotekerne at være tilgængelige for lånerne på flere måder og tidspunkter. Det er et populært tilbud både for kommunens egne borgere og turister.

Trænger man til en god læseoplevelse i sommerferien, er hjælpen nær.

I Halsnæs Kommune kan man nemlig gå på biblioteket helt fra klokken 06 til 23 blot ved hjælp af sit sundhedskort og en pinkode.

Den mulighed er der mange, der benytter sig af. Siden Åbne Biblioteker blev en realitet i Halsnæs oprettede biblioteket for nyligt således login nummer 15.000 til lånere, der dermed selv kan lukke sig ind på biblioteket også på ydertidspunkterne om morgenen og aftenen.

”Det er en service, som mange er glade for. Før måtte vi sige, at nu lukkede vi altså, for nu skulle personalet hjem. Det behøver vi ikke mere. Nu kan de besøgende bare blive siddende. Det giver en helt anden ro. Folk kan tage det i deres eget tempo, og det kan vi mærke, at de er meget glade for,” fortæller vicebiblioteksleder Rubina Afzal fra Halsnæs Bibliotekerne.

Med på stranden
Men selv om man ikke bor fast i Halsnæs Kommune, kan man sagtens komme på biblioteket alligevel.

Alle kan nemlig få et login til at låne og at komme forbi på ydertidspunkterne. Eller også kan man snuppe en bog, mens man daser på stranden.

For i juli er biblioteket til stede to gange om ugen henholdsvis på Liseleje Strand og Trekanten i Hundested med et populært udvalg af læsestof.

”Teknologien gør os mobile, så vi også kan komme ud til folk på stranden. Så kan man låne direkte via en fjernopkobling på en maskine, vi har med, og vi har også kasserede bøger og blade med, som man kan købe. Så er man fri for at huske afleveringsfrister og alt det der,” forklarer Rubina Afzal.

 

Fakta
For at kunne låne eller ”lukke sig ind” på biblioteket i Frederiksværk eller Hundested uden for den betjente åbningstid, skal man være oprettet som låner i Halsnæs. Det kan man blive på to måder:

  • bibliotekets hjemmeside ved hjælp af NemID. Klik på 'Log ind/Opret bruger' i øverste højre hjørne.
  • Få hjælp af bibliotekaren i den betjente åbningstid. Husk dit sundhedskort, pas eller anden legitimation.

Børn under 14 år skal have en udfyldt indmeldelsesblanket med underskrift fra forældre eller værge.

Halsnæs Bibliotekerne er til stede på strandene på følgende dage mellem kl. 13-16:

  • Trekanten i Hundested: onsdag den 19. juli, onsdag den 26. juli
  • Liseleje Strand: fredag den 21. juli, fredag den 28. juli

Man kan læse mere om mulighederne på www.bibliotekerne.halsnaes.dk, hvor man også kan se, hvornår bibliotekerne har betjent åbningstid.