Sjælden plante har det godt i Halsnæs

8. august 2017

Røllike-gyvelkvæleren lever i bedste velgående i Halsnæs. Det viser resultatet af kommunens årlige tælling af den sjældne plante, der kun vokser ved Hald Strand, hvor der i år blev fundet 646 planter.

Røllike-gyvelkvæler
Optællingen fandt sted den 29. juni i første uge af skolernes sommerferie, hvor flere frivillige mødte op og hjalp Natur og Miljø med at spotte planterne, der findes på et forholdsvis afgrænset areal i naturområdet Den Grønne Kile. 

Der blev på dagen talt 646 eksemplarer af røllike-gyvelkvæleren, der er fredet og i Danmark kun findes ved Hald Strand i Halsnæs Kommune. Resultatet er en væsentlig fremgang i forhold til optællingen 2016, hvor der kun blev fundet 415 planter, hvilket dog kan hænge sammen med, at man sidste år ikke nåede at få slået græsset tidligt i sæsonen, og græsset derfor var blevet så langt, at en del planter formentlig blev overset. 

Røllike-gyvelkvæler er speciel ved at den ikke, som de fleste andre planter, anvender fotosyntese, men snylter på rødderne af almindelig røllike, der giver den vand og næring. Bestanden kan derfor godt variere fra år til år, ifølge Jakob Lausen fra Natur og Miljø i Halsnæs Kommune, fordi det er afgørende for planten, at dens frø skal lande på andre røllikeplanter, for at kunne sprede sig og blive til flere. 

Forsvandt og kom tilbage

Røllike-gyvelkvæler forsvandt tilsyneladende fra Halsnæs i slutningen af 1990’erne, men blev genopdaget i 2007, hvor der kunne tælles enkelte planter. Nu plejes arealet med tidligt høslæt for at sikre artens beståen og på sigt udbrede arten.

Halsnæs Kommune har i samarbejde med interesserede borgere afholdt en årlig tælledag gennem nogle år. I 2013 blev således talt 90 eksemplarer, i 2014 var det 175 eksemplarer og i 2015 over 900 eksemplarer af den sjældne plante. 

I Skandinavien findes røllike-gyvelkvæler kun i Halsnæs og på Øland i Sverige. Den er derfor sjælden – og fredet, og må derfor hverken plukkes, graves op, samles ind eller ødelægges.