Fjerde nationalparktur går til Arrenæs

31. august 2017

Halsnæs Kommune er vært for den fjerde af de i alt fem naturture i den kommende Nationalpark Kongernes Nordsjælland, hvor der torsdag den 7. september kl. 17-19 inviteres til vandring i det naturskønne Arrenæs.

Dronningeholm Slotsruin Areenæs

Dronningholm Slotsruin ved Arrenæs

På turen vil nationalparkens natur- og kulturseværdigheder blive præsenteret og turen vil gå rundt i en del af området omkring Arrenæs, og videre til Dragebjerg, hvor selskabet vil stoppe og nyde den storslåede udsigt over Arresø. 

Bliv klogere på nationalparken

På turen bliver der lejlighed til at spørge ind til den kommende nationalpark, statsarealer med naturpotentiale, kogræsserlav, reintroducerede bævere med bo ved Dronningholm og meget mere.

Turen er gratis og alle er velkomne. Mødestedet er ved parkeringspladsen ved Sonnerupgaard, Ravnsbakkevej 2 i Frederiksværk. Husk at tage fornuftigt fodtøj, gåturen er på ca. 5 km.

Fakta om Danmarks næststørste nationalpark 

Nationalparken Kongernes Nordsjælland vil med sine 25.800 hektar (ca. 260 km2) blive Danmarks næststørste nationalpark, og hele 58 procent af arealet er udpeget som Natura 2000 områder, som er særligt beskyttede naturområder.

Det er de fem kommuner Halsnæs, Hillerød, Helsingør, Gribskov og Fredensborg, som tilsammen udgør Kongernes Nordsjælland og den kommende nationalpark.

Som nationalpark kan kommunerne sammen bevare og udvikle områdets righoldige natur samt de enestående kulturhistoriske værdier. Ved at gøre det 25.800 hektar store område til en nationalpark, vil der afsættes særlige midler igennem finansloven til området.

Nationalpark Kongernes Nordsjælland er i offentlig hørring frem til den 23. oktober 2017. Læs mere om høringen på Miljø- og Fødevarestyrelsens hjemmeside www.danmarksnationalparker.dk/kommende-nationalparker/

Læs mere om og følg projektet på www.kongernes-nordsjælland.dk og på facebooksiden.