Tour de Halsnæs - traditionen tro

15. august 2017

For sjette år i træk kører Tour de Halsnæs fra tirsdag den 22. august og frem til den 7. september. Det særlige cykelløb køres af beboere og ansatte på Halsnæs Kommunes plejecentre.

Tour de Halsnæs 2016
Dette års Tour de Halsnæs køres over 6 etaper med tour-start den 22. august 2017 og tour-slut den 7. september 2017. Første etape kører fra Frederiksværk Plejecenter Solhjem i Melby tirsdag kl. 11.
 
Alle plejecentrene har igen i år valgt at have lange ruter på over 10 km, og for Frederiksværk Plejecenter, Arresøparken, er der tale om en rute på ca. 18 km. Cykelrytterne vil derfor afløse hinanden undervejs på turen.
 
Tour de Halsnæs tour-karavanen fremtræder i det kendte regi med ryttere, servicevogne samt forplejningssteder undervejs, og en festlig modtagelse ved målstregen med heppende opbakning under vejs.

Meget populært blandt beboere

Hvert år er der stor interesse for Tour de Halsnæs blandt plejecentrenes beboere, da løbet giver fællesskab, god motion og noget at tale om i dagene op til og efter cykelturen. Som en beboer sagde efter sidste års tour: "Hvor var det en dejlig tur. Bare vi dog kunne gøre det flere gange om året".
 
Plejecentrenes beboere deltager i Tour de Halsnæs på side-by-side cykler med hjælpemotor, populært kaldet sofacykler, hvor beboerne kan køre sammen med en pårørende eller en medarbejder.
 
I år deltager der syv side-by-side cykler, og som i ethvert andet etapeløb følges feltet af en servicevogn, nemlig plejecentrenes bus, hvor beboerne kan sidde og nyde turen, indtil de selv skal cykle. 

Vi gør noget ved sundhed

"Tour de Halsnæs skal ses i sammenhæng med Halsnæs Kommunes fokus på sundhed. Vi taler ikke bare om det, vi gør noget ved det. Initiativet er en sjov måde at samles om sundhed på, og i år er vi endnu mere ambitiøse med flere cykler, store naturoplevelser og længere ruter," siger Hanne-Lene Hedegaard, leder af Frederiksværk Plejecenter.

Program for Tour de Halsnæs 2017 

22. august
Kl. 11.00    Start Frederiksværk Plejecenter, Solhjem, Solhjemsvej 7 i Melby
Kl. 14.00    Opløb Arresø Plejecenter, Løvdalen, Karlsgavevej 1 i Frederiksværk

24. august
Kl. 11.00    Start Arresø Plejecenter, Løvdalen, Karlsgavevej 1 i Frederiksværk
Kl. 14.00    Opløb Hundested Plejecenter, Søndergade 81 i Hundested

29. august
Kl. 11.00    Start fra Hundested Plejecenter, Søndergade 81 i Hundested 
Kl. 14.00    Opløb Sølager Værksteder, Sølagervejen 40 i Hundested

31. august
Kl. 11.00    Start Sølager Værksteder, Sølagervejen 40 i Hundested 
Kl. 14.00    Frederiksværk Plejecenter, Arresøparken, Klokkedybet 52 i Frederiksværk 

5. september
Kl. 11.00     Start Frederiksværk Plejecenter, Arresøparken, Klokkedybet 52 i Frederiksværk
Kl. 14.00    Opløb Arresø Plejecenter, Humlehaven, Bavnager 1A i Ølsted

7. september
Kl. 11.00    Start Arresø Plejecenter, Humlehaven, Bavnager 1A i Ølsted
Kl. 14.00    Afslutning på touren, Opløb Frederiksværk Plejecenter, Solhjem, Solhjemsvej 7 i Melby