Kaffe med udsigt over Kappelhøjkilen

25. august 2017

Sommerens sidste Kaffe med udsigt-tur går til Kappelhøjkilen og Arrenæs torsdag den 31. august 2017 kl. 19. Turen slutter med udsigten fra Maglehøj.

Tag med på aftenvandring i den bynære natur ved Frederiksværk, når sæsonens sidste tur går til Kappelhøjområdet. Undervejs bliver der fortalt om den store landskabsfredning og kommunens visioner for den fremtidige udvikling af området.

Kappelhøjkilen er en del af den nye nationalpark Kongernes Nordsjælland, og strækker sig fra kommunens højeste punkt på Maglehøj til Roskilde Fjord. Turen guides af naturmedarbejder Mette Thornholm fra Halsnæs Kommune.

Rundturen er på cirka 3,5 km, og tager blandt andet deltagerne med forbi Lillesø, inden turen slutter af med kaffe på Maglehøj med udsigt mod Roskilde Fjord, Arresø og Arrenæs.

Som på de øvrige af dette års kaffeture vil der være en lille quiz på viden, hvor præmien er den eksklusive Oplev Halsnæs-termokande, som meget passende kan holde kaffen varm på fremtidige ture ud i Halsnæs' fantastiske natur.

Tid og sted

Sæsonens sidste kaffe med udsigt foregår torsdag den 31. august 2017 kl. 19.

Mødested er foran Frederiksværk Svømmehal, Sportsvej 5 C, 3300 Frederiksværk.