Direktør har fået nyt job

28. november 2017

Kim Jørgensen skifter 1. januar job fra direktør i Halsnæs Kommune til direktør for teknik og kultur i Helsingør Kommune.

Direktør Kim Jørgensen har fået nyt job i Helsingør Kommune. Arkivfoto

Kim Jørgensen har været i Halsnæs Kommune siden 2014, og det er ikke uden vemod, at  han nu siger farvel.

”Jeg har haft nogle gode og meget spændende år i Halsnæs Kommune, hvor jeg har oplevet stor professionalisme, dygtige og engagerede kollegaer og ikke mindst en masse spændende opgaver. Det kommer jeg helt sikkert til at savne. Men der er også muligheder i tilværelsen, som man ikke kan sige nej til, og stillingen som teknisk direktør i Helsingør Kommune var en af dem. Så det er med vemod, at jeg forlader Halsnæs Kommune, men også med spænding, at jeg ser frem til de nye udfordringer i Helsingør,” udtaler Kim Jørgensen.

Kommunaldirektør i Halsnæs Kommune Anders Mørk Hansen er ked af at skulle give slip på Kim Jørgensen, men er samtidig glad på hans vegne:

”Udover at være en faglig dygtig direktør, der har spændt over så forskellige områder som sundhed, kultur og teknik, så har Kim også nogle helt særlige personlige egenskaber, som vi også kommer til at savne – ikke mindst hans gode humør og evne til ikke at lade sig slå ud, selvom nogle af hans sagsområder har det med at være øretævernes holdeplads. Det vidner om karakter og overskud, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Kim for indsatsen”.

Halsnæs Kommune påbegynder hurtigst muligt processen med at ansætte en ny direktør. 

Det er forventningen, at stillingen besættes fra 1. marts 2018.