Først med nyt klimatilpasningssystem

24. november 2017

I forbindelse med ombygningen af stationsområdet i Frederiksværk har Region Hovedstaden, Movia og Halsnæs Kommune valgt at gå forrest med et nyt og innovativt klimatilpasningssystem.

Frederiksværk Station under ombygning 2017

Halsnæs Kommune er de første i Danmark, der etablerer det nye klimatilpasningssystem, som skal mindske belastningen på kloaksystemet i stationsområdet. I samarbejde med Region Hovedstaden og Movia har Halsnæs Kommune valgt det nye system, som er udviklet af den grønne byrumsspecialist Milford og ingeniørvirksomheden SWECO.

”Det geniale ved denne løsning er dens enkelhed. Vi har haft stor fokus på at skabe en løsning, der ikke bliver en tung anlægs- og driftsomkostning - samtidig skulle den gøre en forskel for det grønne udtryk i byrummet. Vores testforløb har været meget positivt, og vi glæder os nu til at se resultaterne af samarbejdet med Halsnæs Kommune,” siger Line Poulsen som er Business Developer ved Milford.

Specialdesignet indsats i vejafvandingsbrøndene

Der er tale om en specialdesignet indsats i vejafvandingsbrøndene, som mindsker belastningen på kloaksystemet, og dermed reducerer risikoen for oversvømmelser i området med en økonomisk og driftssikker løsning.

Indsatsen i vejafvandingsbrøndene vil lede renset vejvand direkte til de nyetablerede bede og træers rødder i stedet for i kloakken, og skal fremtidssikre et grønt og indbydende stationsområde i Frederiksværk. 

Driftsvenligt system

Det nye klimatilpasningssystem har også en indbygget sandfangsbrønd, der opfanger snavs og småskrald som cigaretskodder og lign. Det er med til at forskønne byrummet og minimerer renholdningsbehovet og driftsindsatsen i området.

Indsatsen er designet, så den nemt kan lukkes af om vinteren, så beplantningen og vækstjorden i området ikke udsættes for salt. Det betyder, at beplantningen får de optimale vilkår for at vokse og forblive sunde i mange år frem. 

Selve indsatsen kan både installeres og udtages på under 5 minutter. Det gør det nemt og hurtigt for driftsfolkene at ændre indstillingerne fra sommer- til vintertilstand - og tilbage igen.

”Det er vigtigt at vi har fokus på klimatilpasninger, når vi igangsætter større ombygninger i byrummet. Med dette system har vi installeret en fornuftig løsning på afledning af regnvand, som samtidig genanvender vandet til at skabe et vedvarende grønt og indbydende stationsområde,” siger Walter G. Christophersen formand for Udvalget for Miljø og Teknik.