Lettere at få lavet pas og kørekort

22. februar 2018

Fremover bliver det nemmere at få lavet pas og kørekort i Halsnæs, når kommunen mandag den 26. februar overgår til et nyt digitalt system. Indkøring af det nye system kan dog risikere at medføre lidt ekstra ventetid i Borgerservice den næste uges tid.

Pas

Borgerservice i Halsnæs Kommune implementerer efter en udbudsrunde det nye system til fremstilling af pas og kørekort, der klarer hele processen med behandling af indtastede oplysninger og fotografering af indehaveren både smidigere og hurtigere. 

Det nye system bliver sat op henover weekenden, og vil være klart til brug mandag den 26. februar 2018. 

For at imødegå eventuelle opstartsproblemer vil der her være to medarbejdere tilstede fra leverandøren Kube Data, som kan hjælpe medarbejderne i Borgerservice med praktiske eller tekniske problemer, hvis de mod forventning skulle opstå. 

Borgerservice gør opmærksom på, at implementeringen af det nye system måske kan medføre lidt længere betjeningstid på pas og kørekort - og dermed også lidt længere ventetid i Borgerservice i uge 9. 

Til gengæld får kommunen et bedre og mere effektivt system, der også gør det nemmere for borgerne, når de fremover skal have lavet pas eller kørekort - og billigere for dem, der samtidig vælger at få taget fotoet i Borgerservice. Det vil fremover koste 57,95 kr. at få taget pasfoto i Borgerservice, mod hidtil 140 kr. 

Priserne på pas og kørekort er i øvrigt uændrede – se nærmere her på kommunens hjemmeside