Bededagsvandring på Bakkestien

23. april 2018

Traditionen tro kan du nyde de varme hveder på en af Halsnæs smukkeste udsigter, når Dansk Vandrelaug og Stålsat By torsdag aften for tredje år i træk inviterer til bededagsvandring på Bakkestien i Frederiksværk.

I København har byens borgere siden 1700-tallet mødtes på ’Voldene’ for at spadsere aftenen før Store Bededag. Efter vandringen blev der spist varme hveder, som vi stadig gør i dag.

I Halsnæs går vi i stedet op ad Bakkestien, mens solen sænker sig mod horisonten. Så tag med på en hyggelig vandring med dine medborgere og nyd det fantastiske fjordlandskab. 

Turen vil byde på storslåede udsigter over Frederiksværk og Roskilde Fjord fra den markante kystskrænt, og du kan få historien om hvordan landskabet er skabt og se industrikulturen fra oven.
Stålsat By er vært for en kop kaffe eller te og en lun hvede på et af de flotte udkigssteder.

Turen guides af Anne-Lise Lemche og Else Johansen fra Dansk Vandrelaug samt projektleder for Stålsat By Charlotte Scheel. 

Tilmelding er ikke nødvendig, så tag familien eller din nabo under armen og vær med til at holde traditionen i hævd.  

Mødestedet er ved Gjethuset torsdag den 26. april 2018 kl. 19. Turen er på i alt cirka 5 kilometer, og foregår i kuperet terræn.