Snegletoilet indvies ved Nødebohuse

3. maj 2018

Det ikoniske ’snegletoilet’ ved Nødebohuse Strand bliver mandag den 8. maj 2018 genindviet forud for strandsæsonen. Toilettet er tegnet af arkitekt Hanne Kjærholm, og bliver indviet sammen med nogle af ægtefællen arkitekt Poul Kjærholms udendørsmøbler i beton, som er doneret af arkitektparrets arvinger og nu opstillet nær ved strandtoilettet.

Snegletoilet ved Nødebohuse Strand
I sidste øjeblik blev planerne om nedrivning af det gamle snegletoilet fra 1977 i stedet til en byrådsbeslutning om at renovere og bevare det særlige toilet ved stranden ved Nødebohuse, der så vidt vides er det sidste tilbageværende i Danmark. 

Borgmester Steffen Jensen vil foretage indvielsen, og arkitektparrets Hanne og Poul Kjærholms arvinger er inviteret til at deltage i festlighederne. 

Det såkaldte 'snegletoilet', der er opført i 1977, er støbt i beton og formet som en snegl. Det er råt i udtrykket, og har med den åbne konstruktion uden loft ingen lugtgener i modsætning til andre offentlige toiletter. Samtidig passer det fint ind i den omkringliggende natur. Området omkring Nødebohuse er naturskønt og velbesøgt af turister.

Stor kulturhistorisk værdi

Toilettypen, der arkitektonisk er ganske tidstypisk for 1970'erne, har man kunnet se mange steder rundt om i landet. Imidlertid er snegletoiletterne over de seneste ti år fjernet fra landskabet, blandt andet også i Halsnæs, hvor der er der nedlagt to af slagsen ved strandene omkring Hundested. De repræsenterer en kultur- og turisthistorisk værdi, og derfor besluttede Byrådet at bevare snegletoilettet ved Nødebohuse – det sidste i Halsnæs. 

Toilettet passer, med dets rå og autentiske udtryk, også fint ind i fortællingen om Halsnæs. 

Halsnæs Kommune har de senere år haft fokus på at skabe bedre toiletfaciliteter ved strandene, ikke mindst af hensyn til de mange turister, der hver sommer trækkes til området af de dejlige badestrande. I dette tilfælde er der populært sagt slået to fluer med et smæk ved både at bevare det historiske toilet for eftertiden og samtidig sørge for gode faciliteter, som har betydning for den samlede oplevelse af besøg på badestranden. 

Hanne og Poul Kjærholm udformede allerede i slutningen af 50’erne en lang række rastepladser med toiletter og betonmøbler for Hjørring Amts vejvæsen. 

Tid og sted

Indvielsen finder sted tirsdag den 8. maj 2018 kl. 10 ved parkeringspladsen ned til stranden ved Nødebohuse, Nødebovejen 156, 3390 Hundested.