Mental sundhed på programmet

4. maj 2018

Den årlige sundhedsuge sætter denne gang fokus på mental sundhed i Halsnæs Kommune. Mental sundhed handler om at have det godt med sig selv og sit liv, og om at fungere godt i dagligdagen, så mange af sundhedsugens aktiviteter i uge 20 vil bære præg af, hvordan man kan få det.

Halsnæs Sundhedsuge
At være aktiv i fællesskab med andre i foreninger, sportsklubber med mere styrker både vores fysiske og mentale sundhed. Det er vigtigt, at vores krop fungerer, men det er mindst lige så vigtigt, at vi trives og har det godt. 

Fra lørdag den 12. maj til søndag den 20. maj inviteres alle i Halsnæs i en hel uge til at deltage i aktiviteter, hvor børn, unge, voksne og ældre kan være sammen, og hvor der er tid til nærvær, motion og leg. Selv med de små ting kan vi styrke vores egen og andres mentale sundhed. Ligesom latter smitter, så smitter trivsel også – så kom og vær med i Sundhedsugen 2018.

Lokale aktører skaber programmet

Uden de lokale aktører, som byder ind med aktiviteter i sundhedsugen, var der ingen sundhedsuge.

Igen i år inspirerer forskellige aktører med aktiviteter, som skal få halsnæsserne ud af stuerne og ud i foreningerne, i naturen, til vandet – ud og møde hinanden. 

Sundhedsugen handler også om at vise alle de gode tilbud og muligheder, der findes i Halsnæs Kommune, frem. Målet med ugen er at inspirere borgerne til at deltage og være med – ikke bare i sundhedsugen, men også når ugen er slut. 

Åbningsevent på land og i vand

Lørdag den 12. maj 2018 fra kl. 10 til 13 ved Frederiksværk Hallen, svømmehallen og i området omkring vil forskellige aktører stå for at sætte gang i sundhedsugen. Der er planlagt spændende aktiviteter. For eksempel kan man prøve vandfitness kl. 10.15 i svømmehallen eller være med til funktionel yoga i hallen kl. 11.15. 

Er du mere til at hoppe, springe og slå kølbøtter eller bokse og prøve judo, så er det også muligt. 

Stor variation i tilbuddene

Er man til petanque og portvin, sundhedsmesse i Maglehøj eller noget helt tredje, så kan det også lade sig gøre. I sundhedsugen er der stor variation i tilbuddene. Man kan desuden deltage i voksenfodbold, skak, bridge, dans, serbiske børnelege, mountainbike, karate, Aqua Punkt, havbad, discgolf, krolf, udendørs træning, petanque, løb, cardio-tennis og man kan møde Home Start - Halsnæs. 

Onsdag den 16. maj fra kl. 13 til 17 kan man komme til sundhedsmesse i Maglehøj i Aktivitetshuset, Ildtornevej 25 A. Patientforeningerne i Halsnæs og boligafdelingen Maglehøj viser deres tilbud frem under overskriften ”Sammen har vi fokus på et aktivt liv i bevægelse”, og her vil også være mulighed at få målt sin lungefunktion, tale med foreningerne og meget mere.    

Mere information

Alle sundhedsugens aktiviteter er samlet i et program, der var med som midteropslag i Halsnæs Avis i uge 18 – lige til at tage ud. Sundhedsugen formidles også her på hjemmesiden og på OplevHalsnæs.dk  

Læs mere om sundhedsugen

Se program for sundhedsugen

For mere information om de enkelte aktiviteter i sundhedsugen - kontakt de lokale aktører.