Fra den 25. maj træder der nye regler for håndtering af personoplysninger i kraft. Det sker i forbindelse med EU’s nye persondataforordning.
Formålet med den nye forordning er at beskytte dig som borger og dine personlige oplysninger.
Men det skal også være mere gennemskueligt for dig, hvad der sker med dine personoplysninger, og hvilke rettigheder du har, når Halsnæs Kommune behandler dine data.
De nye regler kommer blandt andet til at have betydning for, hvordan kommunen fremadrettet indhenter, behandler, opbevarer og sikrer oplysninger om borgerne.
Oplysninger om borgerne er i mange sammenhænge forudsætningen for, at Halsnæs Kommune kan yde en god service. Oplysningerne er ofte følsomme eller fortrolige, og derfor vil kommunen også fremadrettet have et stort fokus på at beskytte borgernes oplysninger. Halsnæs Kommune har derfor iværksat tiltag, der skal sikre, at håndteringen af oplysninger sker i overensstemmelse med de nye regler.
Kommunen har som følge af forordningen tilknyttet to databeskyttelsesrådgivere, som dels kan hjælpe dig med dine rettigheder og i forhold til behandlingen af dine oplysninger, og dels rådgive og vejlede kommunen, så det sikres at reglerne for databeskyttelse bliver overholdt. Du kan læse mere om, hvordan vi behandler dine personoplysninger og om databeskyttelsesrådgiverne her.