Direktør Martin B. Lindgreen udtaler sig om bekæmpelse af en større bikoloni ved Hundested Skole.
Direktør Martin B. Lindgreen udtaler sig om bekæmpelse af en større bikoloni ved Hundested Skole.
Halsnæs Kommune blev for nogle dage siden gjort opmærksom på, at en større koloni af bier havde slået sig ned i jorden under fortovet lige ved Hundested Skole. På baggrund af flere forhold traf kommunens forvaltning beslutning om at udrydde bikolonien. Dette har sidenhen skabt en del opmærksomhed blandt andet i pressen.
I den anledning udtaler direktør i Halsnæs Kommune Martin B. Lindgreen følgende:
"Bier har stor værdi for vores natur, og derfor skal vi som udgangspunkt altid passe godt på dem. Men vi skal også passe godt på vores børn og voksne, som risikerer at blive stukket, hvis de træder eller falder på bierne, der kan føle sig truede og derfor stikke.
Konkret havde bierne slået sig ned i et fortov tæt på en skole, hvor både børn og voksne færdes. Jeg ved derfor også, at forvaltningen vurderede, om bierne kunne flyttes, men det kan man simpelthen ikke med så mange bier, der har gravet sig ned på et større jordstykke.
Det blev også overvejet, om der kunne spærres af, men det ville tvinge skolebørnene og andre forbipasserende ud på vejbanen. Og havde vi blot ventet, ville bierne simpelthen underminere fortovet.
Så selv om vi i Halsnæs byder bier hjerteligt velkommen og i øvrigt gør en indsats for at få flere bier og insekter, havde de i lige netop dette tilfælde valgt at slå sig ned på et meget uheldigt sted, hvor vi mener, at vi var nødt til at reagere."
Fakta:
- Det har været fremført i debatten, at der er tale om murbier. Der er rettelig tale om pragtbuksebier, som er meget almindelige i Danmark og Europa, og hvor hunnen vil kunne stikke, hvis hun føler sig truet - f.eks. ved at man tager den op eller kommer til at træde på den.