Skole, Socialforvaltning og Politi - forkortet SSP står for samarbejde mellem Skoleområdet, Socialområdet og Politiet om at forebygge risikoadfærd blandt børn og unge. SSP-samarbejdet er nærmere beskrevet i dokumentet SSP samarbejdet i Halsnæs Kommune.
Det er besluttet at SSP netværket består af alle de medarbejdere, der arbejder med børn i Halsnæs Kommune. Alle ansatte har pligt til at iværksætte SSP samarbejdet, hvis man møder et barn eller en ung, der har brug for det.
Det er endvidere besluttet, at hver virksomhed, herunder skoler, Unge og Kulturcentret samt Ungenetværket, udpeger en SSP-tovholder samt en SSP ansvarlig faglig leder, som kan bistå kolleger og medarbejdere med rådgivning og sparring i de sager, som de må møde.
Privatskoler samt ungdomsuddannelser med adresse i kommunen kan deltage i tovholdergruppen.
SSP vil være et element i distriktssamarbejdet, som er etableret i de 5 skoledistrikter. Ungeværket, Unge og Kulturcentret og de lokale ungdomsuddannelser, vil danne et selvstændigt samarbejdsdistrikt.
Det er målet, at den enkelte virksomhed kan løfte SSP opgaven i samarbejde med Politiet og Familieafdelingen. Tovholderne kan søge hjælp og vejledning hos hinanden, men gruppen af tovholdere vil ikke blive faciliteret fra rådhuset. Dog vil Staben i Børn, Unge og Læring sikre at kontaktoplysninger i gruppen opdateres hvert halve år og formidles til virksomhederne.
Gruppen af tovholdere arrangerer i samarbejde med Staben i Børn, Unge og Læring én årlig SSP temadag. Denne placeres i august måned, hvor det forventes at eventuelt nye tovholdere er på plads og introduceret til opgaven.
Tovholdernes opgave vil være at formidle viden og relevante oplysninger til eget distrikt/egen afdeling, at være kontaktperson til og fra §115 udvalget, opdatere info i tovholdergruppen samt deltage i ad hoc møder for tovholdere.
SSP-samarbejdet bliver en dimension i distriktssamarbejdet.
Hvis man som borger:
- i Halsnæs Kommune er bekymret over aktiviteter eller for børn i lokalområdet, skal man henvende sig på den skole, der ligger i distriktet.
- er bekymret for konkrete børn, har man pligt til at underrette kommunen.
- er akut utryg skal man kontakte politiet på telefon 114.