Unge- og Kulturcenteret indvies onsdag

20. marts 2018

Den længe ventede indvielse af det nye Unge- og Kulturcenter i den gamle brandstation på Syrevej i Frederiksværk sker nu. Onsdag den 21. marts 2018 kl. 16 slår UKC endelig dørene op med den officielle indvielse af det nye omdrejningspunkt for ungdomskultur, undervisning, praktisk faglig og kreativ udfoldelse, og et væld af oplevelser og aktiviteter for unge i Halsnæs Kommune.

Unge- og Kulturcenteret indvies
De fremtidige brugere er inviteret til åbningsarrangementet, og alle andre interesserede er også velkomne.
 
Unge- og Kulturcenteret (UKC) vil fremover rumme blandt andet musik- og billedskole, Ti'eren (10. klasse), Ungdomsskolen og en lang række andre tilbud til kommunens unge. 
 
Samtidig bliver UKC centrum for forskellige kulturelle arrangementer, både for og af de unge, men jævnligt også for kommunens øvrige borgere og kulturforbrugere. 
 
Derudover bliver UKC et samlingspunkt for alle i Krudtværksområdet. Unge og Kulturcenteret vil fremover samarbejde med forskellige aktører omkring fælles aktiviteter, som blandt andet er forankret i byudviklingsprojektet Stålsat By og i Krudtværksområdets foreninger.    

Program for indvielsen af UKC

Helge Friis, udvalgsformand Skole, Uddannelse og Dagtilbud, er toastmaster, og vil guide gæsterne gennem åbningsarrangementet.

• Borgmester Steffen Jensen og tidligere borgmester Steen Hasselriis klipper snoren sammen.
• Nuværende og tidligere borgmester holder hver en tale.
• Tale ved arkitekt Christian Dige, ArcNordic.
• Tale ved Nina Wittendorff Pedersen, leder af UKC. 
• Optræden med musik og flere andre indslag.  
• Åbent hus med guidede ture. 

Aktiviteter i anledning af åbningen

Indvielsen af UKC finder sted onsdag den 21. marts 2018 kl. 16 på adressen Syrevej 19 (den gamle brandstation), 3300 Frederiksværk.   

I forbindelse med åbningen af Unge- og Kulturcenteret vil der i den kommende tid løbende blive inviteret til åbningsaktiviteter. Blandt andet vil der også være åbent hus for offentligheden i forbindelse med Krudtværksfestivalen den 5. maj 2018. Her vil der være guidede rundvisninger, hvor der fortælles om intentionerne med centeret.