Ombygning kan få has på bilkøer

6. november 2018

Omkring 20.000 biler kører hver dag gennem rundkørslen i Kregme i Nordsjælland med kilometerlange køer til følge. Nu viser ny rapport fra Vejdirektoratet, at der er særdeles god samfundsøkonomi i at bygge rundkørslen om. Det er bare med at komme i gang, lyder opfordringen fra Halsnæs Kommunes borgmester.

Frederikssundsvej mødes med den gennemgående Hillerødvej og den lokale Kappelhøjvej i rundkørslen ved Kregme. Foto: Halsnæs Kommune

En udvidet rundkørsel eller et lyskryds. Det er Vejdirektoratets forslag i ny undersøgelse til, hvordan man kan løse de store trafikale udfordringer, der i dag hersker ved rundkørslen i Kregme nær Frederiksværk.
 
Her mødes tre hovedveje og en lokalvej i ét knudepunkt, som 20.000 køretøjer dagligt passerer, og det resulterer i op mod syv kilometer kø i myldretiden.

Men ifølge rapporten kan køen barberes ned til ganske få meter, hvis man enten rykker rundkørslen lidt nordpå og gør den større i omfang, eller hvis den laves om til et lysreguleret trafikkryds.
 
Udsigten til at kunne få has på bilkøerne glæder Halsnæs Kommunes borgmester, Steffen Jensen.

"Rapporten viser med al tydelighed det, som vi hele tiden har sagt, nemlig at Kregme-rundkørslen i sin nuværende form har passeret sidste salgsdato. Men måske endnu vigtigere viser den også, at det er rigtig nemt at gøre noget ved det. Uanset om Vejdirektoratet vælger at pege på en større rundkørsel eller et lyskryds, vil den valgte løsning have betalt sig selv ind på halvandet år og få køerne til næsten helt at forsvinde. Jeg kan ikke huske at have set et lignende vejprojekt, der giver så god mening samfundsøkonomisk," siger Steffen Jensen.

Ingen sten på vejen

Det er imidlertid ikke op til borgmesteren selv at gøre noget ved sagen. Der er nemlig tale om statsveje, og derfor er det op til Folketinget at prioritere en ændret udformning af rundkørslen.

Med rapporten i hånden håber Steffen Jensen dog, at det snart lysner for de mange nordsjællandske bilister, der benytter rundkørslen i Kregme og bruger timer på at holde i kø.

"Jeg vil ikke umiddelbart lægge mig fast på, om den ene løsning er bedre end den anden. Jeg har noteret mig, at Vejdirektoratet har lavet et særdeles grundigt forarbejde og selv konkluderer, at der ikke er væsentlige sten på vejen for, at man kan gå videre med en ombygning af rundkørslen. Nu mangler vi bare det grønne lys fra Folketinget. Så i mine øjne er det bare med at finde pengene, så vi kan komme i gang."

 
Fakta:

  • Omkring 20.000 biler passerer dagligt gennem rundkørslen i Kregme. 
  • En fuldt tosporet rundkørsel i Kregme vil ifølge Vejdirektoratet koste ca. 27 mio. kroner at bygge, mens prisen for et lyskryds er 22 mio. kroner. Projekterne vurderes at have en såkaldt intern rente på hhv. 66 % og 82 %, hvilket er meget stærke indikatorer for høj samfundsøkonomisk gevinst.
  • Begge løsninger vil kunne reducere den østgående morgenkø fra syv kilometer ned til 35 meter, mens den vestgående eftermiddagskø vil kunne reduceres fra 2,5 kilometer til 25 meter.
  • En ombygning vil tage 30-34 måneder, uanset hvilken løsning der vælges.