Halsnæs' vand er fri for giftstof

12. juni 2019

Vandværkerne i Halsnæs Kommune har taget prøver efter spor af miljøgiften CTASS. Alle prøver har vist sig fri for gift. Dermed kan borgerne i Halsnæs Kommune trygt fortsætte med at drikke og bruge vand fra hanen.

Vandhane med vand
Ni ud af ni vandværker i Halsnæs Kommune meddeler nu, at man kan bruge vandet uden at bekymre sig om rester af stoffet chlorothanolin-amidsulfonsyre (CTASS). 
 
Udmeldingen sker på baggrund af et omfattende prøveprogram iværksat af regionerne. Her er stoffet ellers blevet fundet i ca. 1/3 af prøverne fra andre steder i landet, hvor man vidste, at stoffet har været anvendt. Det har blandt andet i Ledøje givet store problemer for borgerne.
 
Derfor glæder det Halsnæs Kommunes borgmester, Steffen Jensen, at de lokale vandforsyninger er fri for CTASS.

"Vi har alle fulgt med i den ulykkelige sag fra Ledøje Vandværk, hvor der i april blev fundet CTASS i drikkevandet, og hvor brugerne fortsat må hente vand i dunke. Sagen viser, at det ikke er nogen spøg, når uønsket kemi når vores grundvand, for grundvandet er jo vores vigtigste kilde til drikkevand. Derfor er jeg også meget glad for, at prøverne fra vores vandværker nu alle viser, at man trygt kan blive ved med at bruge vandet," siger Steffen Jensen.

Også bestyrelsesformand i Halsnæs Forsyning A/S Thomas Møller Nielsen glæder sig over de gode resultater fra de lokale vandværker. 

"I Halsnæs Forsyning har vi et stort fokus på at sikre en høj kvalitet af vandet fra alle vores vandværker. Som en del af det hører også, at forbrugerne skal kunne være sikre på, at vandet er fri for skadelige stoffer og uønsket kemi. På den baggrund er jeg meget tilfreds med resultatet af målingerne. Da CTASS er et nyt stof, har vi ikke før testet for det, men det vil vi naturligvis gøre fremover, så man fortsat kan være tryg ved vandkvaliteten også på dette punkt," siger Thomas Møller Nielsen. 

Stoffet CTASS har været bredt anvendt over hele landet inden for landbrug og gartneri frem til år 2000, hvor stoffet blev forbudt i Danmark. Det har dog kunnet købes i EU frem til 2010.

Da stoffet ikke var kendt i forvejen, og der endnu ikke har været foretaget forsøg med de konkrete skadevirkninger af CTASS, har Miljøstyrelsen anlagt en meget restriktiv grænseværdi for stoffet. Miljøstyrelsen har samtidig tilføjet CTASS på listen af stoffer, som vandværkerne løbende skal analysere for.