Målet med udviklingsplanen for Havnebyen Hundested er at gøre Hundested mere attraktiv som bosætnings-, oplevelses- og havneby. Samtidig skal byens rå og autentiske karakter bibeholdes.
Sammen med Hundested Havn, Hundested Erhverv, Halsnæs Forsyning og fondene Dansk Kyst og Naturturisme og Realdania har Halsnæs Kommune valgt rådgiverteamet Tredje Natur, Clement Blanchet Architecture og Kvistgård+Hird til at stå for at udvikle helhedsplanen for Hundested. Teamet lægger op til at skabe en mere sammenhængende havnepromenade, grønne områder og pladser, der skal binde den nordlige bymidte sammen med de rekreative arealer på havnen samt nye, klimatilpassede byrum mellem Kajgade og Strandgade.
By- og destinationsudviklingsprojektet skal kort sagt binde by og havn bedre sammen. Det skal styrke handelslivet, skabe flere overnatnings- og oplevelsesmuligheder, give bedre trafikale forhold og flere parkeringsmuligheder for både borgere og besøgende.
Med afsæt i efterårets inddragelses- og visionsproces har Rådgivningsteamet nu til opgave at konkretisere deres afsæt til en strategisk-fysisk udviklingsplan samt foreslå en række nye byrum for Hundested, gennem inddragelse af borgere, erhvervsliv og lokale interessenter i foråret 2022. Det forventes, at planen og skitseforslag til nye byrum vil ligge klar til efteråret. Nedenfor kan du læse mere om det teamets forslag til udvikling af Hundested.
Hovedgrebet "Knobet"
Rådgiverteamets overordnede idé er et grønt forløb mellem nord og syd. Dette forløb brydes af tværgående, urbane forløb mellem den centrale bymidte mod nord og de rekreative havnearealer. Denne grundidé kalder vi for ”knobet”.
’Knobet’ forbinder rummene imellem Kajgade og Strandvejen og knytter rumligt havn og by sammen. En sammenhængende havnepromenade langs alle havnekanterne vil samtidig give mulighed for at komme let i gang med ny byudvikling.
Rådgiverne lægger stor vægt på en nænsom indpasning af nyt byggeri og at sikre havnens og byens rå og autentiske "look". Samtidig opfordrer de til en rekreativ og værdiskabende klimasikring, hvor flere naturlige ledeveje for vandet lægges ned i bymidten, mod Mellemrummet og mod renseanlægget i syd.
Hundested skal udvikles som destination med strategisk balance i udviklingstiltagene, så udvidelser af serviceudbuddet ikke overtager for meget, når området samtidig skal være en hverdagsby for de lokale, for beboere, virksomheder og handlende.
I forhold til trafikale løsninger vil rådgivningsteamet arbejde indgående med at finde den mest optimale afvikling af trafikken og muligheder for parkering. I den forbindelse indgår muligheden for at lukke Strandvejen for personbiler.
Hundesteds borgere og andre aktører vil blive taget med på råd om den strategisk-fysiske plan og nye byrum gennem en intensiv inddragelsesproces i foråret 2022.