Nedenfor fremgår de væsentligste informationer om det nuværende kommunale serviceniveau som følge af COVID-19.
Herunder finder du vigtig information til dig som borger i Halsnæs Kommune. Det gælder information fra de forskellige kommunale områder Borgerservice og Beskæftigelse, Skole og Dagtilbud, Sundhed og Ældre, Social Service og Familier og Sport og Kultur.
Foruden materiale om COVID-19 på flere forskellige sprog finder du også information om følgende:
- Møder og vielser
- COVID-19 hotlinen i Halsnæs Kommune
- Selvisolation og isolationsophold
- Arrangementer
- Samvær og sociale sammenhænge
Halsnæs Kommune understreger, at alle nødvendige funktioner fortsætter uændret. Det betyder bl.a., at borgerne fortsat vil få deres ydelser, ligesom der fortsat sikres den nødvendige service til sårbare og ældre.
Indsats mod ensomhed: Oplever du, at du føler dig mere ensom under COVID-19 end ellers, fordi mange sociale aktiviteter er aflyst eller begrænset? Så klik her for at læse om en række forskellige sociale aktiviteter, der bliver afviklet i tråd med de gældende retningslinjer.
Som følge af Regeringens nye restriktioner vil det fra den 9. december til 4. januar kun være muligt at bestille tid i Borgerservice til akutte henvendelser, som kræver personligt fremmøde. Det kan for eksempel være i forbindelse med nemid, kørekort, pas og dine ydelser.
Du skal bestille tid til fremmøde via kommunens hjemmeside, eller via Borger.dk. Hvis du vil bestille tid via Halsnæs Kommunes hjemmeside, så kan du gøre det ved at klikke på ”Borgerservice bestil tid” i den grønne selvbetjeningsboks på forsiden af hjemmesiden eller på Borger.dk.
Hvis du har brug for hjælp til tidsbestilling, kan du kontakte Halsnæs Kommune via mail: mail@halsnaes.dk eller telefon: 47 78 40 00.
Spørgsmål til selvbetjening kan du få hjælp til gennem den digitale hotline på tlf. 70 20 00 00. Den digitale hotline har åbent 60 timer om ugen, også i weekenden, og du kan læse mere om den her.
Herudover er der gjort følgende tiltag i Borgerservice i forbindelse med COVID-19:
- Ved besøg i Borgerservice skal du bære mundbind, når du opholder dig i ventearealet på rådhuset, og mens du bliver ekspederet ved en af skrankerne.
- Efter opmåling er det blevet fastsat, hvor mange borgere/gæster, der maksimalt må opholde sig i venterummet. Denne begrænsning kan medføre, at du kan risikere at skulle vente udenfor.
- Der er opsat sprit, som borgere og gæster skal bruge.
- Når du som borger eller gæst bliver modtaget i glaslugen, vil du blive spurgt, om du har sprittet dine hænder af.
- Der må kun benyttes skranker, hvor der er opsat plexiglas som beskyttelse.
- Vagtpersonalet spritter kontaktflader af en gang i timen.
- Halsnæs Kommune opfordrer til, at du ikke tager pårørende med dig til din aftale i Borgerservice.
- Der vil ikke blive taget imod borgere og gæster, som udviser symptomer på COVID-19.
Generelt vil vi i Halsnæs Kommune dog opfordre vores borgere til at benytte sig af de digitale selvbetjeningsløsninger på kommunens hjemmeside og på Borger.dk.
Klik her for at se åbningstiderne for Borgerservice.
Jobcentret og Ungeværket er nu genåbnet efter en periode med midlertidig lukning grundet COVID-19.
Siden den 15. juni har beskæftigelsesindsatsen været genoptaget, og det meste er tilbage ved det normale. Mange samtaler gennemføres dog fortsat telefonisk eller digitalt, og der tages særlige hensyn til personer, der er i risikogruppen for COVID-19.
Fysiske henvendelser i Ungeværket – kun efter telefonisk aftale
For at begrænse smitterisiko af COVID- 19 kan fysiske henvendelser i Ungeværket kun ske efter telefonisk aftale. Hvis du har spørgsmål eller brug for vejledning, er du i stedet velkommen til at ringe på Ungeværkets hovednummer 23 38 48 43. Her vil du kunne tale med en sagsbehandler og få mulighed for at aftale en tid til et fysisk møde.
Krav om brug af mundbind
Som gæst i både Jobcentret og i Ungeværket er der nu krav om brug af mundbind. Det sker efter en udmelding fra de danske myndigheder fredag den. 6. november. Kravet gælder de steder i Jobcentret og Ungeværket, hvor der er offentlig adgang. Det handler nærmere bestemt om ventearealet på rådhsuet og loungen i Ungeværket.
Hvis du skal ind til en samtale, skal du have mundbind på, mens du venter på at blive kaldt ind til samtalen, og mens du går hen til det lokale, hvor samtalen skal holdes. Når du er kommet ind i lokalet og har sat dig ned, må mundbindet fjernes. Efter samtalen skal mundbindet på igen, indtil du er kommet udenfor.
Dagtilbud og folkeskoler i Halsnæs Kommune følger retningslinjerne fra sundhedsmyndighederne og Børne- og Undervisningsministeriet. Du finder retningslinjer og information nedenfor:
Retningslinjer for skole og dagtilbud fra Sundhedsstyrelsen.
Information fra Børne- og Undervisningsministeriet.
Halsnæs Kommune opfordrer forældre til børn i skole og dagtilbud om at holde sig opdateret på ovenstående links.
Derudover kan der gælde lokale retningslinjer på de forskellige skoler og dagtilbud i Halsnæs Kommune. Det kan for eksempel være i forhold til aflevering og afhentning. Forældre skal selv holde sig orienteret om, hvorvidt dette er tilfældet i eget barns skole eller dagtilbud.
- Plejecentrene er på normal drift, og Styrelsen for Patientsikkerhed har ophævet besøgsrestriktionerne i Halsnæs Kommune. Det betyder, at alle besøg nu kan foregå i beboerens bolig, og at der ikke er begrænsing for, hvor mange forskellige besøgende der må komme. Der gælder stadig regler for de besøgende i form af brug af værnemidler, afstand og hygiejne. Der er sendt brev ud til beboere og pårørende med nærmere information herom. Derudover opfordrer Halsnæs Kommune alle besøgende til at få foretaget en kviktest eller en PCR-test forud for besøg. De besøgende kommer fortsat ind via have- og terrassedøre der, hvor det er muligt. Alternativt bliver de hentet af personalet ved indgangene og fulgt hen til det værelse, hvor deres pårørende bor. Besøgende må fortsat ikke opholde sig på fællesarealerne. Personalet bærer maske eller visir under hele deres vagt.
- Hjemmeplejen er i normal drift.
- Tandplejen har fra den 27. april næsten åbent som normalt. Hverdage fra kl. 08.00 - 15.00 med mulighed for sene tider om mandagen. Der modtages kun borgere, der har foretaget tidsbestilling.
- Træning og Aktivitet åbnede igen den 24. april, dog i et begrænset omfang inden for rammerne af de sundhedsfaglige retningslinjer.
- Visitationen vil dagligt være bemandet med fire medarbejdere.
Selvisolation
Hvis du bliver testet positiv for COVID-19, så er det vigtigt, at du isolerer dig derhjemme og ikke har fysisk kontakt med andre mennesker.
Det betyder også, at du ikke må gå ud for at handle, på apoteket efter medicin og lignende. Hvis du ikke har et netværk, der kan hjælpe dig med det, så kan du få hjælp af Røde Kors' Corona Hjælpenetværk. Læs mere om, hvordan du får hjælp her.
Derudover er der efterhånden en lang række supermarkeder, som giver dig mulighed for at købe dine dagligvarer online. Det kan også være en god idé at benytte sig af det, hvis man er i selvisolation.
Isolationsophold
Hvis du er testet positiv for COVID-19 eller er nær kontakt til en smittet og ikke har mulighed for at isolere dig i egen bolig, kan du få tilbudt et isolationsophold af Halsnæs Kommune.
Hvem kan få isolationsophold?
For at få tildelt et isolationsophold, skal du:
- Bo i Halsnæs Kommune*
- Være testet positiv for coronavirus, have ingen eller milde symptomer og kunne klare dig selv uden pleje og hjælp udefra
eller
Være nær kontakt til en smittet
eller
Være indrejst fra udlandet og i den forbindelse have brug for at isolere dig i en ekstern isolationsfacilitet - Kunne svare ja til et eller flere af nedenstående spørgsmål:
- Deler du en bolig med flere på et lille område og/eller er det umuligt at opdele boligen på en måde, så du kan isolere dig i egen bolig?
- Bor du sammen med en eller flere personer, som er i særlig risiko for at udvikle et alvorligt sygdomsforløb, og som du har svært ved at holde afstand til?
- Bor du sammen med personer, som på grund af sociale problemer eller kognitive funktions-nedsættelser, ikke kan følge myndighedernes anbefalinger?
Børn og unge under 18 år, der er konstateret smittet COVID-19 eller er i risiko for at være smittede og afventer resultat af test kan kun tilbydes et isolationsophold, hvis de er i følgeskab med en voksen fra samme husstand.
* Personer, som ikke har bopæl, men som opholder sig midlertidigt i Danmark er også omfattet af målgruppen for ophold på isolationsfaciliteter. Det betyder, at udenlandske statsborgere, der opholder sig midlertidigt i Danmark – herunder som turister, og som almindeligvis alene vil have adgang til akut sygehusbehandling, også vil være omfattet af tilbuddet. Dette forudsat, at personen i øvrigt er omfattet af målgruppen.
Sådan får du tilbudt et isolationsophold
Hvis du har brug for hjælp til at isolere dig og derfor gerne vil have tilbudt et isolationsophold, så skal du enten kontakte din egen praktiserende læge eller ringe til Halsnæs Kommune på telefonnummer 47 78 40 00 og bede om at blive stillet videre til Visitationen.
I Visitationen bliver det vurderet, om du opfylder kriterierne for at få tilbudt et isolationsophold.
Uden for Rådhusets normale åbningstid kontaktes Hjemmesygeplejen på telefonnummer 47 77 11 11.
Praktisk information om et isolationsophold
Isolationsopholdet er gratis, og inkluderer morgenmad, frokost og aftensmad*.
Ved starten af dit isolationsophold får du blandt andet udleveret rengøringsmidler, håndsprit, sengelinned og håndklæder.
Du skal selv stå for den daglige rengøring under isolationsopholdet, men det omfatter ikke slutrengøringen, når isolationsopholdet slutter.
* Borgere, der er indrejst fra udlandet og i den forbindelse har brug for at isolere sig i en ekstern isolationsfacilitet skal selv afholde udgifterne til isolationsopholdet, herunder forplejning.
Familieafdelingen
Alle møder og samtaler, der kan gennemføres telefonisk eller digitalt, gennemføres. Alle nødvendige samtaler, møder, hjemmebesøg, der er nødvendige at afholde fysisk, gennemføres - dog med behørig hensyntagen til gældende retningslinjer og sikkerhedsforanstaltninger.
Du kan henvende dig pr. mail eller telefon, hvis du har brug for kontakt til din sagsbehandler eller andre medarbejdere i Familieafdelingen. Du kan også få kontakt til Familieafdelingen ved at kontakte Halsnæs Kommunes Borgerservice på telefon: 47 78 40 00 eller mail@halsnaes.dk.
Åben anonym rådgivning for børn, unge og forældre: Er lukket for personlig fremmøde frem til 8. februar 2021, men der er mulighed for telefonisk rådgivning torsdage kl. 15-17 på telefon 29 25 37 21.
PPR – Pædagogisk Psykologisk Rådgivning
PPR afholder fortsat lovbestemte PPV-vurderinger, §11 forløb, småbørnsteam, Familiebånd Halsnæs, forældrekurser, børn med ADHD, Cool Kids angstbehandling og mødregruppe for efterfødselsreaktioner, med behørig hensyntagen til gældende retningslinjer og sikkerhedsforanstaltninger.
Du kan henvende dig pr. mail eller telefon, hvis du har brug for kontakt til en medarbejder i PPR. Du kan også få kontakt til PPR ved at kontakte Halsnæs Kommunes Borgerservice på telefon: 47 78 40 00 eller mail@halsnaes.dk.
Familiehuset
Møder med nødvendigt fysisk fremmøde gennemføres. Øvrige møder holdes telefonisk eller digitalt. Du vil få direkte besked, hvis der er ændringer til allerede planlagte møder. Der er indført krav om mundbind i Familiehusets venteværelse
Birkehuset
Birkehuset er Halsnæs Kommunes eftermiddags-/aftentilbud til udsatte børn. Birkehuset er i normal drift.
Vi følger dog myndighedernes anbefalinger, og sikrer at alle børn og medarbejdere vasker og spritter hænder jævnligt.
Bliver barnet syg, skal barnet holdes hjemme. Vi kan først tage imod barnet igen, når der ikke har været sygdomssymptomer i 48 timer. Dette gælder selvfølgelig også personalet.
Sundhedsplejen
Sundhedsplejerskerne tilbyder hjemmebesøg som vanligt. Inden besøget kontakter sundhedsplejersken jer for at høre om, der er smitsom sygdom i hjemmet. Hun vil ligeledes anbefale jer at lufte godt ud, inden hun kommer på besøg, samt at I har foretaget god håndhygiejne på jer selv og jeres barn.
Sundhedsplejerskerne vil have øget opmærksomhed på hygiejne og vil derfor ikke give hånd eller anden fysisk kontakt. Hun vil sidde i en afstand på 1-2 meter fra jer.
Hundested åbent hus vil være lukket så længe biblioteket er lukket for offentligheden.
Åbent hus i Frederiksværk vil være åbent som vanligt i ulige uger kl. 12-14. Det kræver dog tilmelding hos din sundhedsplejerske.
Der anmodes om at I melder afbud hvis I har symptomer på Covid-19.
Der skal bæres mundbind i Familiehuset.
Spiloppen og Cos-p er fortsat lukket.
Ungdomsmodtagelsen/UNGMOD
UNGMOD har åbent, men på grund af COVID-19 er det hele anderledes lidt endnu.
Du kan få en tid ved at sende en sms til 61 24 56 45. Skriv dit navn, og hvad det drejer sig om i sms'en.
Almindelig drop–in tid om tirsdagen er stadig lukket.
Du kan kun komme ind, hvis du har en aftale. Der er plads til 6 personer i venteværelset.
Hvis du har en ven eller ledsager med, skal de vente uden for bygningen.
Du skal være opmærksom på hygiejne (sprit dine hænder).
Hvis du har symptomer på COVID-19, eller på anden måde føler dig syg, skal du ikke komme ind.
Foreløbig prøver vi stadig at klare så meget som muligt over telefonen, men ALLE er velkomne til at skrive og spørge, om det man gerne vil have svar på kræver et besøg i UNGMOD.
Ungehyblerne
I Ungehyblerne er der nu besøgsrestriktioner, da det nationale og regionale smittetal er stigende. Restriktionerne følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger, men der tages også hensyn til den enkelte unges behov for socialt samvær med andre.
De fleste unge er sendt hjem fra deres uddannelsessteder, og vi har i hverdagene genoprettet en lektiecafé for de unge, hvor vi støtter de unge i at opretholde deres skolegang.
Handicap og Voksenafdelingen
Handicap- og Voksenafdelingen holder fysiske samtaler, når det vurderes nødvendigt. Det vil i så fald ske med behørig hensyntagen til gældende retningslinjer og sikkerhedsforanstaltninger.
Øvrige møder foregår telefonisk eller virtuelt efter en konkret vurdering.
Du kan fortsat få kontakt til din rådgiver, ligesom du plejer, på direkte telefon eller mail. Alternativt kan du få kontakt til din rådgiver ved at kontakte Halsnæs Kommunes Borgerservice på telefon: 47 78 40 00 eller mail@halsnaes.dk
Der kan fortsat være forlænget sagsbehandlingstid, og de berørte borgere vil blive orienteret herom.
Har du ikke en igangværende sag hos os, og/eller har du brug for råd og vejledning, kan du kontakte Åben Rådgivning.
På grund af situationen med Covid-19 skal du bestille tid på telefon 29 60 34 77 til en samtale. Det vil løbende vurderes, om de enkelte møder skal afholdes fysisk, eller om de skal ændres til at foregå telefonisk eller virtuelt.
Du kan også få telefonisk rådgivning på samme nummer (29 60 34 77) alle ugens dage, fredag er dog lukket.
Telefontiden er:
- Mandag kl. 9.00-14.30
- Tirsdag kl. 9.00-14.30
- Onsdag kl. 9.00-14.30
- Torsdag kl. 9.00-17.00
- Fredag lukket
Du kan også skrive til os på aaben_raadgivning@halsnaes.dk
Alkohol og Stofrådgivningen
Alkohol- og stofrådgivningen har åbent. Du vil dog blive spurgt ind til eventuelle syptomer, før du bliver lukket ind.
Botilbud
Alle Halsnæs Kommunes botilbud holdes åbne, det samme gælder kommunens støttede boliger herunder bofællesskaberne Havlit og Fjorden. Det samme gælder som udgangspunkt for borgere, som er tilknyttet private eller udenbys tilbud.
Ovenstående jf. servicelovens §§ 107-108
COVID-19 og den forandrede hverdag på botilbuddene
Alt imens forandringer naturligvis fylder, sigter Botilbuddene efter at fastholde en hverdag, der er så tæt på det normale som muligt.
Der er iværksat rutiner med daglige aktiviteter og dag- og beskæftigelsestilbud for borgerne er tilrettet forholdsregler for COVID-19, så borgerne kan komme på deres tilbud.
Aktiviteter som gåture i frisk luft, krea, sang og musik sker i mindre grupper og med en god balance mellem at være alene og sammen med andre.
Borgerne gives også frirum til at nyde at udefrakommende krav er mindsket, og at de i stedet med ro kan deltage i aktiviteter efter egne ønsker.
Med brug af digitale medier, som fx Facetime, får borgerne støtte til at holde kontakt og ”ses” med venner og pårørende.
Alt taget i betragtning, så fungerer hverdagen på Botilbuddene godt. Indimellem rammer den naturlige frustration over ikke at kunne gøre helt, som man plejer, men overordnet set er stemningen på botilbuddene god, og der er smil og latter, som vi alle kender det.
Besøg på Botilbuddene
Styrelsen for Patientsikkerhed har udstedt generelt besøgsforbud på fællesarealer på sociale bosteder med borgere i risikogruppe. Midgården, Trekløverets døgn afdeling P16, Liselejevej, Tømmerpladsvej, Fjorden og Havlit er inkluderet i dette.
Der er mulighed for at den enkelte borger kan få besøg af 1- 2 faste besøgende. Besøg skal foregå udendørs eller i borgers egen lejlighed.
Opgangsfællesskaberne er ikke omfattet af de nye besøgsrestriktioner, men der henstilles til størst mulig forsigtighed og hensyntagen til borgerne.
Vi opretholder al daglig rytme og aktivitet under største hensynstagen til borgerne og nødvendige restriktioner.
Reglerne om besøgsrestriktioner på sociale tilbud i Halsnæs kommune vil blive ophævet i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed, når restriktionerne ikke længere vurderes nødvendige.
Socialpædagogisk støtte
Center for Voksenstøtte løser nu alle individuelle opgaver.
Vi passer godt på både vores borgere og vores medarbejdere, hvorfor vi udfører vores vejledning og støtte lidt anerledes end vanligt og efter Sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Samtaler kan foregår via telefon eller udendørs med den støtteperson, du allerede kender, men kan efter en individuel vurdering gennemføres ved kortere besøg i hjemmet.
Vi har genoptaget vores åben rådgivning, men du skal bestille tid og vil inden aftalen blive spurgt ind til symptomer på COVID19.
Vores gruppetilbud er delvist på pause, da vi ikke kan efterleve Sundhedsmyndighedernes anbefalinger i nuværende lokaler, men vi har etableret gågrupper for de borgere med størst behov og arbejder på at afholde diverse udendørs gruppeaktiviteter henover sommeren. Lokalesituationen forventes løst efter sommerferien, så vi kan genoptage flere af vores gruppeaktiviteter.
Ovenstående jf. servicelovens § 85
Sølager
Sølager har åbent for alle medarbejdere, der tages hensyn til gældende retningslinjer og sikkerhedsforanstaltninger.
Eventuelle spørgsmål rettes til leder af Sølager Værksted Ole Christensen på tlf. 40 90 73 24.
Forenings- og fritidslivet kan lave deres aktiviteter såfremt det er muligt i forhold til sundhedsmyndighedernes generelle anbefalinger og påbud, samt i henhold til de respektive aktiviteters hovedorganisationer eller specialforbund.
Byrådsmøder og fagudvalgsmøder afholdes, men følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Byrådsmøder kan følges på Web-tv fra Byrådet
Der er igen åbent for vielser, men med visse begrænsninger. Det kan du læse mere om her.
Halsnæs Kommune har en COVID-19 hotline, hvor du kan henvende dig, hvis du primært har sundhedsfaglige spørgsmål om COVID-19. Hotlinen er åben alle hverdage i følgende tidsrum:
- Mandag: 8-16
- Tirsdag: 8-16
- Onsdag: 8-16
- Torsdag: 8-16
- Fredag: 8-13
Du kan ringe til COVID-19 hotlinen på 21 70 58 60.
COVID-19 sætter en masse begrænsninger for afholdelse af og deltagelse i arrangementer. Samtidig stiger risikoen for smittespredning, når mange mennesker er samlet, og det påvirker mange menneskers sociale liv.
På den baggrund har de danske myndigheder lavet en række retningslinjer, anbefalinger og gode råd for, hvordan man alligevel kan få det sociale aspekt ind som en del af hverdagen og samtidig tage hensyn til COVID-19. Det kan du læse mere om her.
Sundhedsstyrelsen har også sammenfattet retningslinjer for private arrangementer, fester og fejringer i en tid med COVID-19. Det finder du her.
Derudover anbefaler Sundhedsstyrelsen, at alle private arrangementer i forbindelse med skole og dagtilbud aflyses. De anbefalinger kan du læse mere om her.
Halsnæs Kommune opfordrer til, at man altid følger de gældende retningslinjer og anbefalinger fra de danske myndigheder i forhold til arrangementer, samvær og sociale sammenhænge, og at man i øvrigt holder sig opdateret om myndighedernes udmeldinger om COVID-19.
Sundhedsstyrelsen har lavet en stor del af deres materiale om COVID-19 på en række andre sprog end dansk.