
Byfornyelse i centrum af Frederiksværk
I perioden fra april 2023 til december 2023 udfører kommunen et større anlægsprojekt ved Mølledammen. Projektet udføres i samarbejde med Realdania, NLMK DanSteel A/S, Naturstyrelsen samt Slots- og Kulturstyrelsen. Rådgivere på projektet er Artelia, Erik Brandt Dam Arkitekter og entreprenør er Christiansen & Essenbæk.
Projektets hovedformål er at synliggøre Frederiksværks og kanalens unikke historie samt tilføre byen nye rekreative muligheder.
Helt konkret nedrives den eksisterende betonbro foran Turbinehuset og efterfølgende opføres en ny gang- og cykelbro i stil med den, som er blevet opført ved Krudtværkstorvet. Dette vil åbne op for udsynet til det historiske fortidsminde, som kanalen er og samtidigt give bedre indblik til Turbinehuset. Der skal opbygges nye kanalkanter og kanalen omlægges til en mere historisk korrekt placering. På hjørnet ved Allégade og Strandgade etableres et nyt byrum, ligesom pladsen ved indgangen til gågaden istandsættes og forskønnes. Begge steder vil det fremover blive muligt at komme helt ned til vandet.
Når byggepladsen etableres vil der blive lukket for gennemgang og ophold på Mølledamsplænen, alt i mens det i første omgang fortsat vil være muligt at komme over Frederiksbro. Senere i anlægsperioden vil Frederiksbro også blive lukket, således at arbejdet på pladsen ved indgangen til gågaden kan færdiggøres.
Etableringen af byggepladsen har medført, at handikapparkeringspladsen på Allégade, tæt på Frederiksbro, er blevet inddraget. I anlægsperioden henvises der i stedet til parkeringspladserne på Torvet.
Plan over hvordan området omkring Mølledammen kommer til at se ud, klik her:
Status medio maj 2023
I forbindelse med at entreprenøren satte spuns, blev der observeret underminering under de eksisterende bygningsværker; Frederiksbro, vandindtaget til stålværket og betonbroen, som skal rives ned i forbindelse med projektet. Om undermineringen har eksisteret i et mindre omfang, inden anlægsprojektet blev påbegyndt, er ikke til at vide, men den er i hvert fald blevet forstærket, efter spunsen blev sat.
Entreprenøren har derfor i samarbejde med kommunen og rådgiver brugt de sidste par uger på at få stoppet og udbedret undermineringen. Det er nu lykkedes og næste fase er at nedrive den eksisterende betonbro samt at grave ud til de nye kanalkanter langs Mølledamsplænen.
Status primo juni 2023
I forbindelse med entreprenørens gravearbejde til de nye kanalkanter langs Mølledamsplænen er der fremkommet trækonstruktioner, som formentligt er en del af en gammel kanalkant. Der vil derfor i den kommende uges tid udføres arkæologisk udgravning på Mølledamsplænen. Anlægsarbejdet vil være indstillet, så længe den arkæologiske udgravning pågår.
Status medio juni 2023
De arkæologiske udgravninger af nu afsluttet og Museum Nordsjælland har offentliggjort en pressemeddelelse med de foreløbige resultater i forhold til, hvad der er blevet fundet.
For at læse pressemeddelelsen klik her
Entreprenøren har efterfølgende færdiggjort deres gravearbejde og har påbegyndt nedramning af pæle til fundering af de nye kanalkanter. Vi beklager de støjgener, som dette i de næste par uger vil medføre i bymidten. Når pælene er sat arbejdes der videre på armering, forskalling og støbning til de nye kanalkanter langs Mølledamsplænen og hjørnet ved Allégade og Strandgade.
I starten af juli påbegyndes arbejdet med det nye brofundament.
Byvandring
Torsdag d. 15. juni 2023 faciliterede kommunen og Industrimuseet to byvandringer for Realdanias medlemmer. Med arrangementet ønskede Realdania at fremvise og formidle deres medlemmer om Stålsat By-projekterne samt kanalens historiske betydning for Frederiksværk. Begge ture var fuldt bookede med cirka 50 deltagere på hver. I august og september 2023 vil der blive arrangeret lignende byvandringer for kommunens borgere – der vil komme mere info senere, når datoerne er endeligt fastlagt.
Medio juli 2023
Entreprenøren er i fuld gang med støbningen af de nye kanalkanter langs Mølledamsplænen og hjørnet ved Allégade og Strandgade. Når støbningen er færdiggjort påbegyndes arbejdet med placeringen af kvader og sten. Derudover vil der i slutningen af måneden skulle rammes pæle til fundering af den nye gang- og cykelbro.
Invitation til byvandring om Stålsat By og byens industrihistorie d. 22. aug. 2023 eller d. 6. sept. 2023.
Kom med Kommunen og Industrimuseet på byvandring langs kanalen i Frederiksværk. Byvandringen vil have fokus på kanalens betydning for byens industrihistorie og de fysiske resultater af projektet Stålsat By, herunder det igangværende anlægsprojekt ved Mølledammen.
Vi mødes ved Arsenalet (Torvet 18) og slutter på Krudtværksområdet (Krudtværksalleen 1), som ligger cirka 900 meter fra mødestedet.
Husk påklædning, der passer i forhold til vind og vejr.
Tidspunkt
Tirsdag d. 22. august og onsdag d. 6. september, kl. 17:00-18:30
Mødested
Arsenalet, Torvet 18, 3300 Frederiksværk
Tilmelding
Der er plads til maksimalt 25 deltagere pr. byvandring – pladserne uddeles efter først til mølleprincippet. Tilmelding sker ved at sende en e-mail til anssj@halsnaes.dk. Husk at angive antal personer, hvilken dag du/I ønsker at deltage samt et mobiltelefonnummer, hvor du/I kan kontaktes.
Status medio august 2023
Kanalkanterne langs Mølledamsplænen samt hjørnet ved Allégade og Strandgade er færdige. Der er blevet rammet pæle til fundering af den nye gang- og cykelbro og entreprenøren er nu i gang med at færdiggøre broens vederlag, så den nye bro kan monteres i starten af september. Om et par uger påbegyndes arbejdet på etableringen af de nye opholdsrum på henholdsvis Classens Plads samt hjørnet ved Allégade og Strandgade.

.jpg&Width=768&Crop=5)
.jpg&Width=768&Crop=5)

Her kan du se den nye gang- og cykelbro blive løftet på plads.