Hundested er en charmerende havneby, hvor moderne kulturhavn møder aktiv erhvervshavn. Her finder du en god blanding af maritim atmosfære og moderne kunst og design, som gør Hundested til sin helt egen. Samtidig har du mange af hverdagens fornødenheder inden for byskiltet.
Lystbådehavnen i Hundested byder på et væld af små butikker og gode restauranter, hvor gastronomiske oplevelser venter. Om sommeren emmer det af liv, mens der om vinteren er en ganske særlig ro. På havnen finder du også det lokale bryghus, samt et lille kafferisteri, hvorfra du kan købe bønner med hjem til den perfekte kop kaffe. Ved siden af lystbådehavnen findes industrihavnen, hvor flere store lokale virksomheder holder til.
Foruden livet på havnen indbyder Hundested til en aktiv livsstil. Byen er med Kattegat, Roksilde Fjord og Isefjorden omgivet af vand, og med et terræn der både er fladt og bakket, står aktiviteter og oplevelser i det fri i kø. Du kan tage en dukkert på en af områdets fem strande eller nyde en god vandretur i smukke omgivelser. Hvis du vil lidt længere omkring end hvad gåbenene tillader, så byder området også på mange gode cykelruter.
Gør du med en drøm i maven om at skifte livet i en storby ud med en tilværelse med fiskeri og muligheden for at få en havørred på krogen, så er Hundested det helt rigtige sted. Strækningen fra Hundested til Hald er nemlig blandt de bedste steder i Danmark til havørredfiskeri.
Velfungerende infrastruktur i en by med mange tilbud
Det er nemt at komme til og fra Hundested med både bil, bus, tog og færge. Amtsvejen, som er forlængelsen af Hillerødmotorvejen, fører til havnen i Hundested. Den lokale togbane fra Hillerød stopper også i Hundested, ligesom du kan komme til byen med bus. Fra havnen i Hundested er der færgeforbindelse til Rørvig.
Foruden det maritime og kunstinspirerede liv på havnen har Hundested mange gode faciliteter at byde på. Her finder du to skoler, flere velassorterede supermarkeder, specialbutikker, gode sportsfaciliteter med et stærkt foreningsliv samt et moderne bibliotek med borgerservice.
Hundested er inde i en rivende udvikling, hvor det primære fokus er at binde by og havn bedre sammen. Det omfatter blandt andet, at der er planer om at opføre et stort kultur- og oplevelsescenter i byen.
I udkanten af Hundested finder du Spodsbjerg fyr. Her ligger også polarforskeren Knud Rasmussens Hus, som i dag er et museum. Her kan du opleve, hvordan Knud Rasmussen boede, og du kan nyde roen og udsigten over Kattegat. Præcis som Knud Rasmussen sikkert også har gjort i sin tid.