Vi er omgivet af både fjord, sø og hav, så vandet spiller en stor rolle i Halsnæs. Vi har blandt andet et flydende shelter midt i Roskilde Fjord og et i Arresø, som man kun kan komme sejlende til. Her kan man overnatte omgivet af vand og så sejle videre igen næste morgen.
Der findes også flere gode vandreruter i Halsnæs, herunder Halsninoen. Halsninoen strækker sig gennem hele Halsnæs og er med sine 52,7 km designet til at give dig en stor naturoplevelse. Er du fristet af at snøre vandrestøvlerne og komme afsted? Halsninoen Godt og vel 50 km vandretur kan være ved at tage pusten fra de fleste, men heldigvis kan Halsninoen sagtens bides over i flere mindre vandreruter. På den måde bestemmer du selv, hvor langt du vil gå ad gangen.
Halsnæs byder også på et rigt dyreliv. Du kan blandt andet støde på den sjældne grønbrogede tudse i det fredede område ved Gråstenvej i Hundested, møde bævere ved Arresø eller nyde marsvinene i Roskilde Fjord og Isefjorden. På Melby Overdrev og ved Asserbo Plantage har du desuden muligheden for at se og høre en masse forskellige og spændende fugle og insekter. Måske er du heldig at høre sortspættens karakteristiske kald eller se den sidde og hakke i et træ i jagt på føde. Det kan også være, at du får øje på den sortstrubede bynkefugl, mens den sidder i toppen af en busk og spejder ud over Melby Overdrev. Bevæger du blikket endnu længere ned mod jorden, har du tilmed muligheden for at få øje på den sjældne myreløve, som lever i sandet. Plantelivet på Melby Overdrev og Asserbo Plantage er også spektakulært. Blandt andet kan du være heldig at finde en smuk og sjælden blomst med giftig saft: Nikkende kobjælde.