Flere veje, fortove og stier rundt om i Halsnæs skal nu have lagt ny asfalt og fliser.
De første asfalteringsprojekter er netop gået i gang, hvor flere veje i industriområdet i Hundested nu bliver asfalteret. Det gælder: Industrivej, Lagerbakken, Unovej, Fabriksvej, Håndværkervej og Ullerup Skovvej.
Når det arbejde er færdiggjort, følger en lang række andre asfalt- og fliseprojekter, som vil blive gennemført hen over sommeren og første del af efteråret. Arbejdet forventes at være færdig til september.
Udover asfaltarbejdet vil flere stier og fortove også få ny flisebelægning. Der er allerede lagt nye fliser på blandt andet Jernbanegade og Vognmandsgade i Frederiksværk, mens der i skolernes sommerferie vil blive lagt nye fliser på den nord- og østlige del af fortovet på Lerbjergvej i Hundested.