Et år er gået siden jeg den 1. januar satte mig i borgmesterstolen for første gang. Og lad mig sige det med det samme. Det har været et spændende og lærerigt år, som allerede nu har budt på mange positive oplevelser.
Særligt de borgernære oplevelser har efterladt et stort indtryk.
Som da jeg en forårsdag i mine børns daginstitution ser, hvordan en far tager sig tid til at trøste et grædende barn på legepladsen, før han henter sit eget. Eller hvordan en borger vælger at tage sig tid til at sende en hilsen til medarbejderne i Hjemmeplejen, som tak for den menneskelige omsorg, de har udvist for deres nærmeste i den sidste tid. Det er netop oplevelser som disse, hvor jeg er glad og stolt over at være borgmester i Halsnæs.
Først og fremmest fordi vi i Halsnæs alle tager et fælles ansvar for, at vores kommune er et godt sted at bo og leve. Men også fordi jeg oplever, at borgerne i bund og grund er glade for den hjælp og den faglighed kommunen tilbyder. Hvad end jeg i det forgangne år har været på besøg hos de ældre på plejecenter Arresøparken, spist pizza med de unge i Ungehyblerne eller været på borgerbesøg med Hjemmeplejen.
At borgerne har en positiv oplevelse af den kommunale service, er jeg kun glad for. Særlig taget i betragtning af, at det har været en svær periode.
Netop den kommunale service er noget af det, der også kommer til at optage mig i 2019, hvor vi ikke bare igangsætter en proces, som skal gøre op med det, som fjerner tid fra kerneopgaven, men også fortsætter arbejdet med at gøre Folketinget opmærksom på uligheden i servicen mellem kommunerne på grund af forhold, man ikke selv har indflydelse på. For når alt kommer til alt, så er og bliver det kommunernes vigtigste opgave at hjælpe borgerne, og det skal vi også have de samme muligheder for i Halsnæs.
Meget er fortsat godt
Ud over serviceoplevelsen er der meget andet, vi som borgere i Halsnæs har kunnet glæde os over. 2018 har også været året, hvor kommunen og erhvervslivets indsats med at få vores unge i praktik har båret frugt. Dermed er mulighederne for, at vores unge kan gennemføre en erhvervsuddannelse og komme i beskæftigelse højnet betragteligt. Ligesom vi er blandt de bedste i landet til at få flygtninge i arbejde.
Med to nylige vvm-undersøgelser, som indikerer, at staten bør investere i en udvidelse af Hillerødmotorvejen og rundkørslen i Kregme, tegner det ligeledes positivt for infrastrukturen til og fra Halsnæs. Og jeg vil som borgmester fortsat lægge pres på for, at infrastrukturen forbedres.
I 2018 har endnu flere tilflyttere valgt at bosætte sig i vores kommune. Særligt har nybyggerkvarteret i Kregme Syd oplevet et boom, som tydeligt understreger, at der fortsat er mange fordele og kvaliteter ved at leve og arbejde i Halsnæs.
Økonomien har gjort ondt
Vi kommer dog ikke uden om, at 2018 også var året, hvor vores kommune blev stillet i en vanskelig og på mange måder trist situation. Ikke mindst fordi et stigende antal børn i kommunen er blevet anbragt. Men også fordi det i den grad har udfordret kommunen økonomisk.
2019 og de kommende år vil derfor først og fremmest være dedikeret til at sikre, at vi igen får et økonomisk fodfæste i Halsnæs. Og med budget 2019-2022 er vi et godt skridt på vejen. Derfor har jeg som borgmester også troen på, at vi kan og vil komme styrket ud på den anden side.
Vi skal se fremad
I situationer som denne er det netop vigtigt også at kunne se fremad. Hvor er det, vi som kommune gerne vil arbejde os hen? Og hvilke langsigtede løsninger skal der til for, at vi når i mål?
Det er noget af det, jeg har arbejdet med i mit første år som borgmester. Resultatet er en fortælling om Halsnæs, der skal danne grundlag for det politiske arbejde med at udvikle vores kommune.
Noget af det, vi skal prioritere, er nærheden i vores lokalområder. Institutioner og kommunale arbejdspladser skal være der, hvor det giver mening lokalt. Det er en proces, vi allerede er i gang med. Af eksempel kan nævnes processen med at gøre Ølsted Skole til en selvstændig skole med klassetrin til og med 9. klasse.
Men vi skal også have fokus på det gode liv for alle. I Halsnæs er vi ligesom andre steder udfordret af, at alle borgere ikke har lige gode forudsætninger i livet. Derfor skal vi sikre, at borgerne fortsat kan hjælpes på rette vej med de rette tilbud. I 2019 vil vi især prioritere indsatsen over for vores udsatte børn og unge. Bl.a. med et nyt dagbehandlingstilbud og ved i højere grad at benytte en hjemmebaseret indsats, hvor barnet hjælpes i vante rammer i hjemmet. Allerede nu er kurven godt på vej til at blive knækket, og med yderligere indsatser er det min klare forventning, at situationen vil blive stabiliseret yderligere.
2019 vil ligesom 2018 være et år, hvor vi igen trækker i arbejdstøjet og fortsætter arbejdet med at komme vores fælles udfordringer til livs. Derfor ser jeg også frem til endnu et år, hvor vi står sammen om at skabe vores fælles fremtid.
Jeg ønsker alle i Halsnæs et godt nytår.
Borgmester
Steffen Jensen