Har du nogensinde hørt en løgfrø kvække? Ellers får du muligheden, når de tre nordsjællandske kommuner Gribskov, Hillerød og Halsnæs igen inviterer på Nat-natur-tur ved Hundested torsdag den 3. maj, hvor der bliver mulighed for at høre den ’hemmelige’ løgfrø kalde, og lære mere om naturpleje for især padderne i de tre kommuner.
Løgfrøen er sjælden i Danmark, men findes i små bestande i de tre kommuner, blandt andet ved Ullerup i Halsnæs. Løgfrøen ligner en tudse, men dens store øjne har lodrette pupiller i modsætning til alle andre danske padder, som har vandrette pupiller.
Løgfrøen ligger nedgravet om dagen og er aktiv om natten. Derfor ser man den sjældent, men det vil der forhåbentlig være mulighed for denne forårsaften.
Dens kvækkelyd er meget svag, og derfor kommer der en undervandsmikrofon med på turen, så alle har mulighed for at høre løgfrøen. På turen kommer du også til at høre og måske se et udvalg af vores andre padder.
Samarbejde med zoo
Undervejs vil der blive fortalt om naturplejen af kæret ved Ullerup, som er en af Halsnæs’ sidste lokaliteter for løgfrøen – og som via samarbejde med Zoologisk Have i Købenavn i dag huser en sund og levedygtig bestand af såvel løgfrø som andre sjældne padder og salamandre. Herudover vil naturmedarbejdere fra Hillerød og Gribskov Kommune fortælle lidt om kommunal ’paddepleje’.
Tilmelding er nødvendig, hvis du vil deltage i turen, og foregår på e-mail efter "først til mølle"-princippet til Jakob Lausen, Halsnæs Kommune, på jacl@halsnaes.dk.
Vigtigt: Husk at opgive dit telefonnummer ved tilmelding, så du kan blive kontaktet samme dag, hvis turen bliver aflyst på grund af dårligt vejr.
Medbring varmt tøj og gummistøvler.
Tidspunkt: Torsdag den 3. maj 2018 kl. 21-23.
Mødested: P-pladsen lige syd for baneoverkørslen ved Ullerup Skovvej 32 i Hundested.