Halsnæs Kommune sætter fra august ind på en ny, tværfaglig måde, når børn og deres familier har brug for hjælp. Kommunen har netop fået en bevilling fra Socialstyrelsen, der gør det muligt at styrke samarbejdet undervejs. Projektet er endnu et led i kommunens fokus på en tidlig og helhedsorienteret indsats for borgerne.
Halsnæs Kommune kan nu for alvor give børn og unge med udfordringer i livet et samlet løft. Det sker efter, at kommunen har fået bevilget penge fra Socialstyrelsen, som skal bruges til at styrke det tværfaglige samarbejde til gavn for børnene og deres familier.
Helt konkret er der bevilget 1.566.000 kroner, som er målrettet udviklingen af de såkaldte børnedistrikter, der træder i kraft i Halsnæs Kommune den 1. august 2018.
Med børnedistrikterne er tanken, at fagpersonalet hver især knyttes til børn og unge i afgrænsede geografiske områder, der følger skoledistrikterne. På den måde kommer de tættere på børnene og deres familier, og de nye teams vil også få kompetence til at sætte gang i forskellige tiltag med det samme.
Men for at udnytte kompetencerne fuldt ud er der både brug for uddannelse og for en overordnet tovholder, der sikrer, at alle arbejder i samme retning.
"Med de nye børnedistrikter bringer vi almen- og specialområdet tættere på hinanden. Medarbejderne skal simpelthen samarbejde på en ny måde både med hinanden og med familierne, som de har med at gøre. Det rummer et spændende potentiale, men kræver også en del koordinering. Med bevillingen kan vi ansætte en såkaldt distriktsfacilitator, som sørger for, at projektet kommer i gang på bedste vis, og vi kan uddanne medarbejderne i en fælles metode og sprog," siger Michael Thomsen, formand for Udvalget for Sundhed og Forebyggelse i Halsnæs Kommune.
Gør en tidligere indsats
Den fælles metode tager udgangspunkt i en løsningsfokuseret tilgang, som har fået betegnelsen LØFT. Her fokuseres først og fremmest på familiens håb og ressourcer, at inddrage dem og deres netværk og at tage små skridt i den rigtige retning.
Der er allerede gode erfaringer med denne tilgang i kommunen, og derfor er det oplagt at arbejde videre med det i de nye børnedistrikter, forklarer Michael Thomsen.
"Med børnedistrikterne håber vi især at hjælpe de socialt udsatte børn og familier, som i dag får flere, relativt indgribende indsatser. Her er målet at kunne gøre noget for dem tidligere, mere tværfagligt og også gerne mere forebyggende. Det er så vigtigt, at vi lykkes med de tiltag, vi gør for vores børn og unge, så de får en god start på livet. Og derfor er jeg også meget glad for, at vi med pengene fra Socialstyrelsen kan give børnedistrikterne de bedste forudsætninger for at lykkes," siger Michael Thomsen.
Bevillingen gives over tre år frem til juni 2021. Derefter er det tanken, at projektet er så vel implementeret, at det kan køre af sig selv.
Fakta
- Børnedistrikterne i Halsnæs Kommune træder i kraft 1. august 2018.
- Med børnedistrikterne styrkes samarbejdet mellem teams af fagpersoner som sundhedsplejersker, psykologer og socialrådgivere samt lærere, pædagoger og ledere på skoler og daginstitutioner. Teamsne er tilknyttet afgrænsede geografiske områder i kommunen, og på den måde lærer de børnene og deres familier bedre at kende. De får desuden mulighed for at sætte forskellige relevante tiltag i gang med det samme.
- Bevillingen fra Socialstyrelsen er på 1.566.000 kroner over tre år og dækker ansættelse af en fælles koordinator samt uddannelse af personale i de tværfaglige principper. Tilskuddet kommer fra Socialstyrelsens pulje til understøttelse af omlægning til en tidlig og forebyggende indsats på området for udsatte børn og unge.
- En analyse fra Socialstyrelsen/KORA fra 2015 viser, at 15,9 procent af Halsnæs Kommune børn kan betegnes som sårbare. Det svarer til ca. 900 børn. Landsgennemsnittet er 10 procent.