Det nye erhvervspanel i Halsnæs Kommune har med sit første møde lagt fra kaj og sat en fælles kurs for det fremtidige samarbejde mellem kommune og erhvervsliv.
En god og tæt dialog mellem kommune og erhvervslivet er en af forudsætningerne for sammen at kunne løse udfordringer med for eksempel at tiltrække kvalificeret arbejdskraft og sikre, at kommunen er attraktivt sted at bo og arbejde.
Erhvervspanelet er et forum, hvor virksomhedernes repræsentanter og kommunen drøfter erhvervslivets udfordringer og muligheder.
”Netop det, at vi er fælles om Halsnæs, er vigtigt for mig – også i erhvervspanelet. Vi kommer bedst fremad, når vi har et konstruktivt samspil, og når vi bygger op sammen. Jeg oplevede, at hele erhvervspanelet deler den holdning, og jeg fik allerede på vores første møde rigtig meget konstruktivt input, som har betydning for, hvordan vi arbejder videre. Der var en virkelig god energi i rummet, som udspringer af, at alle er ambitiøse på Halsnæs’ og egne vegne,” siger borgmester Steffen Jensen.
Finde løsninger der peger fremad
Annette Westh, formand for Udvalget for Erhverv og Beskæftigelse, er også ovenud tilfreds med det nye erhvervspanel og dialogen på det første møde.
”Jeg oplever, at vi har en velfungerende dialog med erhvervslivet, og det er igennem dialogen vi skal finde de gode løsninger, der peger fremad. Det er vigtigt, at vi ikke kun har en god dialog i erhvervspanelet, men at vi også får inddraget det øvrige erhvervsliv. Hvis nogen har gode ideer eller forslag til, hvor kommunen og erhvervslivet kan spille hinanden bedre, så er de meget velkomne til at kontakte erhvervspanelets medlemmer,” siger udvalgsformand Annette Westh.
Erhvervspanelet skal rådgive Halsnæs Kommune om samspillet med erhvervslivet, og hvordan kommunen bedst fremmer rammerne for vækst.
Medlemmerne skal fungere som ambassadører for kommunen blandt det øvrige erhvervsliv i og udenfor kommunen. Rollen som ambassadør betyder, at hvis man har indspil til kommunen, så er det muligt at tage fat i erhvervspanelets medlemmer – både borgmester, udvalgsformand og virksomhedsmedlemmerne.
”Vi er meget lydhøre, og det er vigtigt for os at have fingeren på pulsen, for at fremme den fælles sag,” siger Steffen Jensen.
Om erhvervspanelet
Halsnæs Kommunes erhvervspanel er udpeget af borgmesteren og udvalgsformanden for Erhverv og Beskæftigelse. Herudover er to medlemmer udpeget af virksomhedsnetværket F5. Panelet er sammensat for tre år ad gangen.
Medlemmerne i erhvervspanelet er:
• Jens Henriksen, medejer af Hundested Sandfestival ApS
• John Rydahl, tømrer og medejer af Tømrerentreprisen A/S
• Martin Thomsen, executive vice president – CFO, Mille Food A/S
• Torben Lauridsen, købmand og medejer af Spar Købmand
• Jan Lehmann, managing director, Knudsen Plast A/S
• Mette Bentzen, møbelsnedker og medejer af Egeværket I/S
• Tommy Horn, ejer af Genera, udpeget af erhvervsnetværket F5
• Peter Fjeldal, administrerende direktør Halsnæs Avis, udpeget af erhvervsnetværket F5
• Steffen Jensen, borgmester, Halsnæs Kommune
• Annette Westh, formand for Udvalget for Erhverv og Beskæftigelse, Halsnæs Kommune
Panelet holder tre-fire årlige møder. Kommissoriet for erhvervspanelet kan findes her på hjemmesiden under Erhverv.