Halsnæs Kommune har siden 2016 samarbejdet med Gribskov og Helsingør kommuner om det fælles kystbeskyttelsesprojekt Nordkystens Fremtid. Du kan her læse om, hvad projektet går ud på, og hvad status er.
Halsnæs Kommune har siden 2016 samarbejdet med Gribskov og Helsingør kommuner om det fælles kystbeskyttelsesprojekt Nordkystens Fremtid. Du kan her læse om, hvad projektet går ud på, og hvad status er.
Hvert år tærer højvande og storme på den nordsjællandske kystlinje. Derfor er de tre nordsjællandske kommuner Halsnæs, Gribskov og Helsingør gået sammen om et fælles projekt, der har til formål at beskytte ejendomme, anlæg, strande, naturarealer og kulturværdier langs kystlinjen. Målet er, at projektet skal kunne beskytte kysten mod 50 årshændelser i 50 år.
Projektet består i at tilføre store mængder sand på 35 kilometer af strækningen mellem Hundested i vest og Helsingør i øst. I Halsnæs er det planen at sandfodre på en 7,5 kilometer lang strækning mellem Kikhavn og Liseleje.
Sandfodring er den bedste kystsikring
Mange grundejere langs kysten har etableret kystsikring med sten. Problemet er, at når bølgerne skyller ind mod kysten, så gnaver de sandet ud for stensætningen væk og gør dermed kystsikringen meget sårbar.
Ved i stedet at tilføre store mængder sand til kystlinjen kan man skabe en strand, der både er bredere og højere og har lavere vanddybde. På den måde mindskes bølgernes kraft og mulighed for at gøre skade længere inde på land. Analyser viser, at sandfodring både er en mere effektiv og billigere måde at beskytte kysten på sammenlignet med traditionel beskyttelse med sten.
Det fælleskommunale sekretariat arbejder på at udarbejde en bidragsfordeling, som angiver, hvem der skal betale for sandfodringen og efter hvilke principper. Fælles for de deltagende kommuner er ønsket om, at staten skal bidrage med en pose penge, hvilket en pulje i finanslovsudspillet på ca. 80 mio. har åbnet mulighed for.
På nuværende tidspunkt er projektets rådgivere ved at færdiggøre de miljømæssige konsekvenser af anlægsprojektet. Miljøkonsekvenserne skal myndighedsbehandles i de tre kommuner og muligvis i Miljøstyrelsen.
Projektet skydes i gang i 2020
Halsnæs, Gribskov og Helsingør kommuner skal hver især drøfte projektet politisk i 2020 og derefter vedtage en såkaldt ”fremmesag” jf. Kystbeskyttelseslovens kapitel 1a.
Herefter tager kommunernes myndigheder direkte kontakt til de grundejere, der forventes at opnå beskyttelse af projektet, og som dermed skal bidrag økonomisk.
Indregnes høringsperioder, projekttilpasninger m.m., vil den endelige beslutning om projektet kunne tages i første halvdel af 2021, hvorefter der må påregnes en klagebehandling på mindst seks måneder. Det betyder, at der formentlig kan holdes udbud på projektet i starten af 2022, og at det kan være færdigt i 2023.