Højvandsslusen i Frederiksværk er i dag tirsdag igen blevet lukket på grund af udsigten høj vandstand i Roskilde Fjord og Isefjord, lige som det var tilfældet nytårsdag.
Halsnæs Kommune har sammen med Halsnæs Forsyning for en sikkerhed skyld besluttet at lukke slusen, fordi Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har varslet forhøjet vandstand flere steder i landet fra først på aftenen tirsdag og indtil først på eftermiddagen onsdag.
Dog skulle vejret omkring Halsnæs ikke blive lige så voldsomt som på årets første dag. I Isefjorden og Roskilde Fjord ventes vandstanden at komme op til lige under 120 cm over normal vandstand, skriver DMI på sin hjemmeside.
Værst bliver det på den nordlige del af Fyn, i Storebælt og den nordlige del af Lolland, hvor vandet forventes at komme op mellem 125 cm og 150 cm over normal vandstand.
Du kan følge udviklingen på DMI’s hjemmeside.