Fredag d. 10. maj indtog 27 julemænd og nissekoner Byrådssalen på Rådhuset i Frederiksværk for at kåre Frederiksværk til årets juleby 2019.
Fredag d. 10. maj indtog 27 julemænd og nissekoner Byrådssalen på Rådhuset i Frederiksværk for at kåre Frederiksværk til årets juleby 2019.
Kravlenisserne var på spil i Byrådssalen, juletræet var pyntet, og den grønne løber var rullet ud, da 27 julemænd og nissekoner fra Dansk Julemands Laug var på besøg for at kåre Frederiksværk til årets juleby 2019.
Borgmester Steffen Jensen stod klar til at modtage julens gæster og takke for kåringen.
Efter taler fra både borgmesteren, Dansk Julemands Laug og Handelsstandsforeningen i Frederiksværk blev både julemænd og nissekoner og de øvrige nysgerrige fremmødte budt på gløgg, æbleskiver, kaffe og sodavand i Byrådssalen.
Arrangementet fredag blev afsluttet med fælles julesang, da tonerne til ”Søren Banjomus” gjaldede højt og lystigt. Allerede lørdag var gæsterne fra det kolde nord på spil igen, da de deltog i Krudtværksfestivalen. Her spredte de god julestemning ved at gå optog gennem Frederiksværk, inden de stillede op til fodboldkamp mod lokale politikere og folketingskandidater.
Dansk Julemands Laug er en forening af professionelle julemænd, som nogle år kårer en by med nissesind og juleglæde som årets juleby. Senest var det Ålborg i 2016, og her i 2019 er æren tilfaldet Frederiksværk, som er klar på julesjov og nissenarrestreger, når julen begynder at nærme sig.