Branden på Havnevej i Frederiksværk er under kontrol, men der skal nu foregå et længerevarende efterslukningsarbejde.
Branden på Havnevej i Frederiksværk er under kontrol, men der skal nu foregå et længerevarende efterslukningsarbejde.
Årsagen til branden kendes endnu ikke, men den opstod på et areal, som benyttes af Kvistgård Jern og Metal.
Kemisk Beredskab lavede i går aftes målinger for særlige giftstoffer i røgen. Ingen af målingerne viste spor af giftige stoffer, og der er heller ikke umiddelbart konstateret forurening i vandet. Det vand, der er blevet brugt til at bekæmpe branden, er hovedsageligt blevet på kajen.
I går aftes blev en miljømedarbejder fra Halsnæs Kommune sendt til stedet for at registrere hændelsesforløbet samt indgå i en dialog med Dansk Miljørådgivning om, hvordan sagen videre bør håndteres.
Beredskabet oplyser, at der under hændelsen har været et rigtig godt samarbejde med borgerne og andre myndigheder herunder Politiet og Halsnæs Kommune.
Beredskabet havde en travl aften i går, da de foruden branden på Havnevej i Frederiksværk også håndterede en brandalarm på Frederiksværk Gymnasium og en brand i Kulhuse. Beredskabet viste sig robust nok til at håndtere alle tre hændelser.
Halsnæs Kommune vil sammen med Beredskabet, Politiet og andre myndigheder evaluere hændelsen, ligesom det videre forløb skal klarlægge, om branden i øvrigt giver anledning til konsekvenser.