Styrelsen for Patientsikkerhed kritiserer dokumentationen i Halsnæs Kommunens hjemmesygepleje. Kommunen er straks gået i gang med at rette op på de kritisable forhold, som styrelsen peger på.
Styrelsen for Patientsikkerhed kritiserer dokumentationen i Halsnæs Kommunens hjemmesygepleje. Kommunen er straks gået i gang med at rette op på de kritisable forhold, som styrelsen peger på.
Styrelsen for Patientsikkerhed udførte i april 2019 et tilsyn med hjemmesygeplejen i Halsnæs Kommune. Resultatet ligger nu klar, og i det udtaler styrelsen kritik på 10 ud af 14 målepunkter. Det drejer sig bl.a. om krav til at dokumentere og beskrive patienters problemer, håndtere medicin og give faglige instrukser.
Halsnæs Kommune tager kritikken meget alvorligt. Allerede på mødet i næste uge vil Udvalget for Ældre og Handicappede derfor få forelagt en handleplan, der skal rette op på forholdene.
Planen indebærer bl.a., at der senest 25. september skal gennemføres systematiske sygeplejefaglige vurderinger, og at der foreligger klare og kendte retningslinjer for faglige instrukser.
Desuden skal det nye værktøj "Godt fra start" være med til at sikre en bedre struktur, når nye borgere starter i et forløb hos hjemmesygeplejen.
Intet tyder på, at borgere har lidt overlast
Tilsynet ser på, om krav til procedurer og dokumentation i hjemmesygeplejen er blevet overholdt. I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at kommunen ikke har indikationer på, at nogen borgere har lidt overlast.
En af årsagerne til den mangelfulde dokumentation har været, at der er indført et nyt IT-system. Det har givet en del udfordringer - bl.a. har det i en periode været nødvendigt at registrere i to systemer.
Direktør Niels Milo Poulsen udtaler om sagen:
"Vores fokus er altid på, at borgerne får den bedst mulige behandling. Det har desværre betydet, at vi ikke har haft det fornødne fokus på dokumentationsdelen, herunder de ressourcer det har krævet at indføre et nyt IT-system. Det får vi rettet op på nu, og så vil vi den nærmeste fremtid anmode Styrelsen for Patientsikkerhed om at gennemføre et nyt tilsyn for at sikre, at vi er kommet helt i mål".