Nu er det tid til at få mærket din jolle
På strandene i Halsnæs ligger der flere joller, som ikke er mærket med kontaktoplysninger på ejeren. Det er et problem, fordi der kan opstå flere situationer, hvor det kan være nødvendigt at kunne tage kontakt til jolleejeren. En ny mærkningsordning som Trygfonden står bag, kan forhåbentlig være med til at løse problemet med de manglende kontaktinformationer.
I Halsnæs er der flere kilometer med lækker strand, som er ejet af Halsnæs Kommune. Det drejer sig om Galgebjerg, Hvide Klint og strækningen mellem Lynæs og Hundested.
Hvis der på disse sandstrækninger ligger joller, som ikke er i brug, eller som kan karakteriseres som affald, så har Halsnæs Kommune ret til at fjerne dem. Der må imidlertid godt ligge joller, som bruges aktivt, men der kan dog ske det, at disse joller ligger uhensigtsmæssigt placeret på stranden, eller måske endda driver til søs, uden ejeren er klar over det.
I alle tilfælde vil det være gavnligt, hvis der står kontaktinformationer på jollerne, så det er muligt at komme i kontakt med jollernes ejere. Derfor kan alle jolleejere hente gratis mærkningssedler i receptionen på Rådhuset i Frederiksværk eller bestille dem selv ved at klikke her. Sedlerne er udarbejdet af Trygfonden og er både vind- og vandsikre. Hvis din jolle er udstyret med kontaktinformationer, sikrer du dig, at du vil blive kontaktet, inden din jolle eventuelt bliver bortskaffet, fordi den ligner affald eller en jolle, der ikke er i brug.
Kom i gang inden jollerne skal i vandet
På byrådsmødet den 30. januar besluttede Byrådet i Halsnæs Kommune at bevilge flere penge til bortskaffelse af joller som en del af projektet ”Pæn Kommune”.
Lige for tiden ligger mange af jollerne på strandene og ikke i vandet, som de ofte gør om sommeren og om foråret. Det betyder, at det nu er det helt rigtige tidspunkt at mærke dem på.
I Halsnæs Kommune vil vi derfor gerne opfordre kraftigt til, at man som jolleejer får sat et mærkat på sin jolle i den nærmeste fremtid. Bortskaffelsen af joller uden mærkater begynder i april.