Klik her for at læse mere om de nye pudebump, der sættes op i Melby og for at se, hvor de bliver placeret.
Inden for den nærmeste fremtid vil der blive sat seks nye pudebump op i Melby. Det er dog svært at sige, hvornår det præcist sker, da arbejdet kræver absolut tørvejr. I første omgang forsøges der med fredag den 24. juli.
Hvis vejrguderne tillader det, vil der på fredag den 24. juli blive sat seks nye pudebump op i Melby. Det sker for at få billisterne til at sænke farten.
Efter planen skal arbejdet udføres på fredag, men da det kræver, at vejret holder fuldstændigt tørt, er der en risiko for, at arbejdet må udsættes. De nuværende prognoser for fredag tyder nemlig på, at der godt kan falde lidt regn. Kan arbejdet ikke udføres fredag den 24. juli, vil det blive forsøgt udført i næste uge, hvor tirsdag den 28. juli lige nu ser ud til at være bedste bud.
Her skal pudebumpene være
Tre af de nye bump vil blive placeret i de chikaner, der allerede findes i Melby. I forbindelse med denne del af arbejdet vil der være helt spærret mellem Lindebjergvej og Præstelodsvej. Udføres arbejdet på fredag, vil det være i tidsrummet 07.00 - 12.00 som det seneste.
Du kan se en illustration af, hvordan det kommer til at se ud nedenfor:
De resterende tre pudebump etableres i det, der i folkemunde kaldes for Melbytrekanten/Melbyrundkørslen. Her vil der blive lavet et bump i hvert ”ben” i trekanten. Disse bump laves efter de tre første er etableret. Under arbejdet vil trafikken blive styret af trafikofficials.
Normalt er vejene i trekanten ensrettede, men under arbejdet er der behov for at lukke vejene helt en ad gangen. Det betyder, at der hele tiden vil være to veje åbne for trafik. Udføres dette arbejde på fredag, forventes det at være færdigt klokken 16.
Herunder kan du se et overbliksbillede af, hvor i Melbytrekanten bumpene vil blive placeret:
Som skrevet, så er arbejdet afhængig af tørvejr. Som udgangspunkt udføres arbejdet fredag den 24. juli, men vejret kan være skyld i, at arbejdet udsættes til ugen efter, eller til senere endnu, hvis det bliver nødvendigt.
Hvis arbejdet udskydes, vil der løbende blive opdateret om en ny dato her på hjemmesiden.