Læs om, hvordan 6.-10. klasserne kan starte i skole igen og om den nye hverdag i dagtilbuddene.
Fase to af regeringens genåbning af Danmark står for døren, og det betyder blandt andet, at de ældste folkeskoleelever igen kan komme i skole. Det bliver til en hverdag, der efterhånden vil begynde at ligne den gamle.
Forældre til børn i dagtilbud eller 0.-5. klasse har indtil nu været vant til, at der har været en række sundhedsfaglige retningslinjer, som skulle overholdes i henholdsvis dagtilbuddet eller skolen. De har eksempelvis ikke måtte gå med ind ved aflevering, men har afleveret deres børn i bestemte zoner udenfor. De har også været vant til, at der skulle være minimum to meters afstand, og at børnene skulle inddeles i meget små grupper uden interaktion med andre børnegrupper i løbet af dagen.
Anbefalinger i stedet for retningslinjer
Fra mandag den 18. maj er de retningslinjer sat ud af spil, og er i stedet blevet afløst af en række anbefalinger fra de danske myndigheder, som skoler og dagtilbud kan læne sig op ad.
Vigtigst i de nye anbefalinger er, at der er fokus på at forebygge smittespredning ved fortsat at have god hygiejne og undgå unødig kontakt.
Derudover handler anbefalingerne om, at der så vidt muligt skal være en meters afstand fra næsetip til næsetip, og at der både i skoler og i dagtilbud vil være situationer, hvor denne anbefaling ikke kan efterleves. Det gælder eksempelvis i forbindelse med praktiske fag i skolerne eller børns leg i dagtilbud.
I anbefalingerne fremgår det også, at udgangspunktet for aktivitet i skolerne er, at eleverne bliver i deres egne klasser, og i dagtilbuddene skal det tilstræbes, at man holder børnene på deres egne stuer. Der kan dog være situationer, hvor det er hensigtsmæssigt at samle børnene på tværs af flere stuer. Det gælder eksempelvis ved pasning i ydertimerne.
De lempede krav til skoler, børnehaver og vuggestuer betyder også, at hverdagen i højere grad kommer til at minde om en normal hverdag. Det kan helt naturligt give anledning til bekymringer hos både børn, forældre og medarbejdere. Mange vil måske spørge: Er det nu sikkert nok at sende mit barn i skole eller institution? I Halsnæs Kommune har vi hele vejen igennem forløbet fulgt myndighedernes anbefalinger, og det vil kommunen også gøre i forhold til de nye anbefalinger.
Overholdelse af anbefalingerne er derfor udgangspunktet for den plan, som Økonomiudvalget har besluttet for genåbningen af skolernes 6.-10. klasse.
Sådan kan eleverne i 6.-10. klasse vende tilbage til skolen
I uge 21, som starter mandag den 18. maj, vil der være en indfasningsperiode for 6. - 10. klasse. I den uge vil hver skole fastlægge et fagligt program for skoledagen, som vil blive meldt tydeligt ud til elever og forældre.
Derefter kommer der til at være forskel på, hvordan de forskellige klassetrin starter op.
7.-10. klasserne vil som udgangspunkt modtage 25 lektioners undervisning om ugen fra den 25. maj til og med uge 26, hvorefter sommerferien starter. Skolerne tilrettelægger hver især skoledagen med skemaer i de tidsrum, det er muligt. Den enkelte skoleleder kan søge dispensation om et nedsat antal lektioner overført til fjernundervisning, hvis det ikke er muligt at gennemføre den fysiske undervisning på sundhedsmæssig forsvarlig vis. Dispensationerne vil blive forelagt Økonomiudvalget.
Derudover har afgangseleverne brug for at få afsluttet mange års skolegang på en god måde. Derfor arbejder skolerne på forskellige tiltag, som kan markere 9. og 10. klassernes afslutning på folkeskolen.
6. klasserne vil følge den praksis, som 0.-5. klasserne har kørt efter siden den 20. april med daglig undervisning i tidsrummet 08.30-13.30. Det vil de gøre frem til og med uge 26, hvorefter de går på sommerferie.
0.-5. klasserne fortsætter som hidtil.
Yderligere vil åbningstiderne i SFO’erne i fase to vende tilbage til det normale, og det betyder, at der på alle skoler vil være åbent i tidsrummet 06.00-17.00. Der vil blive planlagt en særlig indsats for de sårbare børn og deres tilbagevenden til skolerne.
Læs samtlige af de nye anbefalinger for skolerne her.
Ny hverdag i dagtilbuddene
Det er ikke kun i skolerne, det får betydning, at de tidligere retningslinjer er erstattet af nye anbefalinger. Økonomiudvalget har således vedtaget følgende ændringer for de kommunale dagtilbud.
Fra og med den 22. maj vil nødpasningen i dagtilbuddene følge den åbningstid, som var gældende for det enkelte dagtilbud pr. 1. januar 2020. Nødpasningen i ydertimerne er fortsat kun for børn med forældre, som har særligt behov for pasning i ydertimerne.
Frem mod fase tre vil der blive arbejdet på, at den generelle åbningstid vil komme til at gælde for alle børn, såfremt det rent sundheds- og ressourcemæssigt vurderes forsvarligt. Sker det, vil det blive meldt ud på et senere tidspunkt.