Ny og smallere afstribning på Ellevej skal gøre det lettere og mere sikkert at cykle på vejen.
Ellevej får ny og smallere afstribning på vejbanen, som fremover vil give mere plads til cykelister.
Det sker i forbindelse med, at der i sommer blev lagt ny asfalt og udført ny afstribning af en ekstern entreprenør. Efterfølgende blev det konstateret, at afstribningen på vejen var for bred, og dermed ikke overholdt de gældende regler. Det skal der nu laves om på.
Halsnæs Kommune har været i dialog med Politiet om, hvilken løsning der rent trafiksikkerhedsmæssigt er bedst, og de er blevet enige om, at den nuværende 30 cm brede afstribning skal fjernes og i stedet erstattes af en 10 cm bred afstribning.
Det betyder, at cykelister frem over vil have 20 cm mere plads at cykle på og dermed bedre kan undgå at køre på afstribningen, hvor der særligt i efterårs- og vinterperioden kan være glat at køre. Kørebanen beholder samtidig sin nuværende bredde, hvilket er den bredde en vejbane som minimum skal have ifølge lovgivningen.
Arbejdet med den nye afstribning går i gang i uge 46 og forventes at vare 1-2 dage.