Ny undersøgelse stiller skarpt på, hvordan og hvorfor vi bevæger os. Tjek om du har modtaget spørgeskemaet i din e-boks.
Hvordan får vi flere til at være fysisk aktive i Halsnæs? Hjælp os ved at dele dine motionsvaner med os, også selvom de måske ser knap så gode ud på papiret.
Til trods for, at vi har mange gode og engagerede idræts- og fritidsklubber i vores lokalområder, så kommer vi ikke uden om, at vi her i Halsnæs halter bagud, når det gælder sundhed og motion. Vi får generelt bevæget os for lidt i hverdagen, dyrket for lidt sport og tager for ofte bil, bus og tog, når vi skal transportere os fra a til b.
Det vil vi i Halsnæs gerne gøre noget ved. Derfor har vi brug for at få indblik i dine motionsvaner, og hvad der motiverer dig.
Du kan dele dem med os ved at deltage i en ny spørgeskemaundersøgelse fra Syddansk Universitet, der i samarbejde med Halsnæs og resten af landets kommuner stiller skarpt på, hvordan og hvorfor vi bevæger os. Undersøgelsen hedder Danmark i Bevægelse og lander i en lang række e-bokse landet over.
Så tjek om du har modtaget spørgeskemaet i netop din e-boks og del dine motionsvaner med os.
Din viden tæller i Halsnæs
Bevæger du dig for sundhedens skyld, for velværets skyld eller for det sociale samvær, der følger med, når du er i fodboldklubben, til gymnastik eller i fitnesscentret? Eller får du din motion ved at luge ukrudt i bedene, eller når du cykler med børnene til skole?
Viden om hvordan, hvor meget og hvorfor du bevæger dig, er en forudsætning for, at vi kan få flere i Halsnæs til at have et mere aktivt liv, og dermed bidrage til at øge sundheden og styrke idrætslivet i kommunen.
Udvalgsformand for Kultur, Idræt og Demokrati, Helle Vibeke Lunderød ser frem til at få et større indblik i Halsnæs' motion- og bevægelsesvaner:
"Med tanke på at vi generelt ligger under landsgennemsnittet, når det kommer til motion og bevægelse, så er det vigtigt, at vi får et større indblik i, hvordan og hvorfor vi bevæger os her i Halsnæs. På den måde får vi de bedste forudsætninger for at prioritere hvilke indsatser, der skal sættes i værk fremadrettet, så vi kan få endnu flere borgere til at leve et mere fysisk aktivt liv og tage del i vores gode idræts- og foreningsliv. Idrætsområdet er netop et af de områder, vi har prioriteret at investere endnu mere i. Og jeg er sikker på, at vi med undersøgelsen i hånden har et godt udgangspunkt at arbejde videre fra, bl.a. når idrætsmidlerne skal fordeles, så vi kan skabe de bedste muligheder for idrætsudøvelse i Halsnæs," udtaler Helle Vibeke Lunderød.
Netop på idrætsområdet har Byrådet i budgettet for 2021-2024 afsat ekstra midler. Konkret er der afsat 5 mio. kr. om året i idrætspuljen stigende til 7 mio. kr. i 2023. Midler der skal give bedre forhold til kommunens idræts- og fritidsudøvere, og dermed også danne grundlag for at flere kan benytte faciliteterne.
Derudover er der i budgettet også afsat sammenlagt 27 mio. kr. over de næste fire år til blandt andet at lave flere cykelstier, øge fremkommeligheden og styrke trafiksikkerheden, hvilket skal give bedre muligheder for, at du kan bruge cyklen som transportmiddel.
Fakta:
- Danmark i Bevægelse er et forskningsprojekt ledet af forskere fra Syddansk Universitet, som på landsplan skal kortlægge danskernes bevægelsesvaner.
- Den indsamlede viden videregives til Halsnæs og resten af landets kommuner og bidrager til at prioritere og planlægge fremtidige indsatser i kommunerne.
- I alt modtager 400.000 danskere over 15 år spørgeskemaet i deres e-boks.