Halsnæs Kommunes hjemmeside er blevet udvidet med chatrobotten MUNI, der hjælper med spørgsmål om pas, kørekort, flytning og lægeskift
Har du spørgsmål om kørekort, flytning, pas og lægeskift, kan du nu få hjælp online.
Fra 1. september har du nemlig kunnet møde chatrobotten MUNI her på Halsnæs Kommunes hjemmeside.
Chatbotten kan både svare på konkrete spørgsmål inden for de fire emnekategorier, og den kan henvise til, hvor man kan få flere informationer på hjemmesiden. Skulle chatbotten komme til kort, vil man blive tilbudt at tale med en medarbejder over telefonen.
MUNI er udviklet som en del af Den Digitale Hotline, der er et samarbejde mellem 43 kommuner. Den Digitale Hotline står også for et fælles, virtuelt callcenter, som altså nu er blevet udvidet med en chatbotfunktion på hjemmesiden.
Via det digitale samarbejde hjælper medarbejderne i Den Digitale Hotline borgere telefonisk 60 timer om ugen og på tværs af kommunegrænser med navigering i digitale selvbetjeningsløsninger og med generelle spørgsmål.
”Vi har i forvejen stor tilgængelighed i Den Digitale Hotline via telefonen, men nu glæder vi os til at tilbyde borgere på tværs af Danmark endnu bedre hjælp til hverdagskontakten med det offentlige. Det skal være hurtigt og nemt at få svar, hvilket er præcist det, MUNI kan,” siger Lene Hartig Danielsen, formand for DDH-styregruppen.