Foreninger, borgere og erhvervsliv kan søge støtte til projekter i Visionspuljen
Byrådet har øget Visionspuljen i 2021. Kommunens foreninger, borgere og erhvervsliv kan søge støtte til projekter, der løfter og udvikler Halsnæs i tråd med Vision 2030.
Visionspuljen har til formål at understøtte nye initiativer, projekter og koncepter, som er nærværende, rå og autentiske. Så har du en idé, der spirer lokalt og kan skabe liv og handling til ordene i kommunens Vision 2030, kan det være en god idé at søge puljemidler.
De ansøgte projekter skal påbegyndes inden et år og være afsluttet senest to år efter for at komme i betragtning.
Byrådet har i år afsat flere penge til Visionspuljen, der i alt er på 607.000 kroner. Ansøgerne opfordres derfor til at benytte lejligheden til også at tænke i store projekter og tværgående samarbejder.
Formand for Udvalget for Kultur, Idræt og Demokrati i Halsnæs Kommune Helle Vibeke Lunderød minder om, at Visionspuljen giver kommunens mange foreninger, erhvervslivet og aktive ildsjæle mulighed for at sætte nye tiltag i værk.
"Klangbunden er vores styrker: fællesskabet, samhørigheden og den særegne natur og kultur. Ønsket er at gøre Halsnæs til et inspirerende og aktivt sted at bo og besøge. Puljen er en mulighed for at skabe oplevelser med naturen og på vandet med kunst, kultur, lokale fællesskaber og håndværk,” siger Helle Vibeke Lunderød og fortsætter:
”I de senere år har vi fået langt flere gode ansøgninger til Visionspuljen, end vi på nogen måde kunne imødekomme, men i de kommende år har puljen fået et flot løft. Der er nu godt 600.000 kr. årligt, som kan støtte de mange fine, meningsfulde og opløftende projekter, som jeg ved, der er derude. Derfor ser jeg frem til at læse årets ansøgninger, så vi sammen kan skabe stærke og gode oplevelser, som kan give udsyn og bedre livskvalitet for os alle.”
Realiser dit projekt - søg Visionspuljen nu
Visionspuljen støtter projekter, der er med til at levendegøre Vision 2030 og gøre Halsnæs til et attraktivt sted at bo og leve.
Vision 2030 tager afsæt i kommunens egne styrker, som inspirerer til at udvikle Halsnæs som et område for rå, nære og autentiske oplevelser.
Ansøgningsfristen er den 22. februar 2021 kl. 12.
Ansøgningerne bliver behandlet i Udvalget for Kultur, Idræt og Demokrati i april, og umiddelbart derefter modtager ansøgerne svar.
Du finder mere information om Visionspuljen og link til ansøgningsskema ved at klikke på linket her.
Har du brug for vejledning eller sparring omkring din ansøgning til Visionspuljen i 2021, kan du kontakte Kultur, Idræt, Demokrati og Erhverv på mail@halsnaes.dk att. KIDE/Visionspulje senest den 9. februar 2021.