Helle Lunderød, Steen Hasselriis og Helge Friis er blevet tildelt Dannebrogordenens Ridderkors
Tre af Halsnæs Kommunes byrådsmedlemmer er blevet tildelt Dannebrogordenens Ridderkors.
Helle V. Lunderød, Steen Hasselriis og Helge Friis kan nu kalde sig riddere af Dannebrog efter at være blevet tildelt den fornemme titel af Hendes Majestæt Dronningen på anmodning af borgmester Steffen Jensen.
Selv om der er tale om en stor ære, gjorde coronasituationen det ikke muligt at festligholde begivenheden på større vis. Tildelingen blev derfor blot markeret ved en lukket ceremoni i Gjethuset med deltagelse af de tre riddere samt borgmesteren.
I sine taler til de tre modtagere pointerede borgmester Steffen Jensen, at de igennem mange år hver især har arbejdet hårdt for løsninger til gavn for borgerne i Halsnæs.
Om Helle V. Lunderød sagde borgmesteren:
”Igennem dit mere end kvarte århundrede i byrådet har du ikke blot været deltager i lokalpolitik. Du har taget et stort og aktivt ansvar fra dag ét med beslutninger, som ikke altid har været lette. Men når de har været forbi dit bord, har man kunnet være sikker på, at de er blevet truffet efter grundig behandling, med erfarenhedens kompetente briller på og med et særligt blik for lige præcis dén væsentlige detalje, som kunne være afgørende for et helt projekt. Dine beslutninger har derfor sat positive aftryk overalt i kommunen helt op til i dag blandt andet her i Gjethuset og ved levendegørelsen af den stålsatte by. Ja, på kulturområdet har du tilmed har fået tilnavnet Kultur-Mama. Ud over at være kærlig ment, dækker det godt den person, du er: Du har myndighed og autoritet, men du favner også andre og ser værdien i at få alle med.”
Om Steen Hasselriis sagde borgmesteren:
”Du går til dit arbejde med en grundighed, så man altid kan føle sig sikker på, at du har været hele vejen rundt om opgaven. Du lægger samtidig vægt på en ordentlighed i det politiske arbejde. På den ene side lægger du ikke skjul på dine egne holdninger, men på den anden side bruger din mangeårige ledelseserfaring til at give plads til en god debat eller finde det kompromis, der er i borgernes bedste interesse. I 20 år har lokalpolitikken i byrådet været en del af dit liv, ja vel nærmest størstedelen. For din grundighed i tilgangen til det politiske arbejde betyder, at du gerne helliger dig 110 procent til det, hvis det kræves for et godt resultat.”
Om Helge Friis sagde borgmesteren:
”Du har en eminent evne til at se styrkerne i andre mennesker, uanset hvor de er i livet, når du møder dem. I det politiske liv er du god til at vise respekt for andres holdninger. Det har du blandt andet haft brug for i den svære øvelse, det var at skulle bringe to kommuner sammen til én efter kommunalreformen. Dit politiske CV har vokset sig stærkt gennem tiden, men du er ikke for fin til at række ud og hjælpe andre ind. Det har jeg selv oplevet glæden ved som ny i politik og ny i borgmesterrollen – tak for det. Men også uden for politik bruger du dig selv for andre og hjælper dem med at folde sig ud som hele mennesker. Uanset udfordringen går du til den med en oprigtig interesse og hjertelighed, der ofte er krydret med en god portion humor.”
Fakta om Ridderkorset
Dannebrogordenens Ridderkors tildeles efter en skriftlig anmodning til Social- og Indenrigsministeriet, der i første omgang tager stilling til, om kandidaten opfylder kriterierne for at have ydet en særlig fortjenstfuld indsats som f.eks. borgmester, byrådsmedlem eller højt placeret medarbejder.
Hvis anmodningen godkendes af departementschefen, indhentes oplysninger fra kriminalregistret, og derefter sendes indstillingen videre til Hendes Majestæt Dronningen, der tager endelig stilling til tildelingen.
Dannebrogordenens Ridderkors er til låns og skal derfor afleveres tilbage til Kongehuset ved modtagerens død.