Få en solsikkesnor

Publiceret 17-07-2024

Snoren viser andre, at man har særlige behov eller udfordringer.

Kender du solsikkesnoren?

Med den om halsen kan man vise andre, at man har et usynligt handicap, der giver særlige behov eller udfordringer.

Det kan f.eks. være hjerneskade, demens, nedsat hørelse, autisme, ADHD, ordblindhed, psykisk sygdom, talehandicap, synsnedsættelse eller lignende.

Solsikkeprogrammet opstod i England i 2016 som hjælp til at give flypassagerer med usynlige handicap en bedre og mere tryg rejseoplevelse. Siden har idéen spredt sig til flere lande, hvor snoren nu hjælper med at signalere, at der kan være brug for ekstra hjælp, tid og tålmodighed.

Solsikkesnoren udleveres i Borgerservice og på bibliotekerne. Snoren er gratis, og vi stiller ikke spørgsmål til, hvorfor man ønsker en snor.