Kom med på naTURtorsdage

Publiceret 28-04-2025

Hele familien er velkommen på naturvejlederens børnevenlige torsdagsture.

Melby overdrev.

"NaTURtorsdag" er navnet på vores nye koncept, hvor kommunens naturvejleder indbyder til naturinspiration, vandreture, naturpleje og meget mere.

Fælles for alle ture er, at vi starter og slutter på samme sted, med mindre andet er angivet under den enkelte tur. Og så foregår det - som navnet afslører - på torsdage hen over året.

På turene byder naturvejlederen som regel på lidt at drikke og/eller spise undervejs. Medbring egen kop til kaffe, the eller saft, så vi undgår engangsemballage.

Herunder kan du læse om de spændende typer af ture, vi har på programmet i 2025.  

Vandreture for alle (tidl. "Kaffe med udsigt")

Vi går 3-5 km i varieret terræn, men med mulighed for gode pauser, så alle kommer med. Vi starter og slutter som udgangspunkt på samme sted, med mindre andet er angivet.

På disse ture vil naturvejlederen medbringe en lille snack, men husk selv at medbringe en lille madpakke, hvis sulten presser på.

Både store og små kan være med, og der vil blive udpeget klapvognsvenlige alternativer, hvor den ikke kan medbringes.

Når det er muligt, slutter vi af med fælles bål og kaffe – meget gerne med udsigt og en snak.

Husk: gode sko, tøj efter vejret og en flaske vand.

Blå Flag – livet på lavt vand

Hvilke fisk er der på sandbunden i Kattegat? Og hvordan ser en hestereje ud?

Kom og vær med til at fiske efter smådyr og tang langs stranden og hør fortællingen om nogle af de vildeste arter, der lever i vores have og fjorde.

På Blå Flag-turene holder naturvejlederen ’’Åbent hus’’ på stranden og fortæller om det liv, der er på det lave vand.

Kig efter det Blå Flag, så finder du aktiviteten.

Naturvejlederen er på det samme sted i hele tidsrummet. Naturvejlederen medbringer spande, fiskenet og rejestrygernet til brug på dagen. Har du selv et fiskenet, må du meget gerne medbringe det.

Husk: tøj efter vejr og vind. Det er oplagt at møde op i shorts/badetøj og meget gerne badesko, men husk at tage højde for bølger og vind.

Hør om naturpleje

På naturplejedage har du mulighed for at give en hånd med, når vi plejer eller holder øje med naturens udvikling i lokalområdet.

Medbring meget gerne handsker på arbejdsdagene. På dage, hvor vi blot tæller planter, forventer vi ikke andet, end at du møder op, som du er.

Vi byder på noget at drikke og lidt sødt/frugt som tak for hjælpen.

 

I rullemenuen kan du se, hvornår de enkelte arrangementer finder sted i løbet af 2025. 

Oversigt over ture

  • 8. maj kl. 16-18: Medaljevandring og familiedag med Industrimuseet Frederiks Værk. Mødested: Naturlegepladsen bag kirken i Frederiksværk.
  • 29. maj kl. 16-18: Vandretur ved Melby og Lerbjerggaard. Mødested: Lerbjerggaard Andelsgårde i Melby.
  • 12. juni kl. 16-17.30: Vandretur i Asserbo og Melby Overdrev. Mødested: Asserbo sundhedsspor.
  • 21. august kl. 16-18: Vandretur ved Ågabet med fokus på fiskeri i Arresø, bæverspor og røverhistorier. Mødested: Ågabet ved Dronningholm t/r.
  • 9. oktober kl. 12-18: Vi presser æbler ved Kedelhuset i krudtværksområdet. Mødested: Krudtværksområdet.
  • 23. oktober kl. 16-18: Bakkevandring. Mødested: Bakkestien i Frederiksværk.
  • 30. oktober kl. 16-18: Vandretur med fokus på byens vilde natur og finurlige væsener i tusmørket. Mødested: Krudtværksområdet.
  • 20. november kl. 16-18: Vandretur med tusmørke og nissehistorier. Mødested: Krudtværksområdet og kedelhuset.
  • 27. november kl. 16-18: Julespecial: Dekorationer med naturens materialer og hygge i og omkring Kedelhuset. Mødested: Kedelhuset i Krudtværksområdet.
  • 3. juli kl. 15-17: Hjælp os med at tælle den sjældne røllikegyvelkvæler ved Hald strand. Mødested: Hald strand, Klintevej 31.
  • 11. september kl. 16-18: Prøv en le og træk et træ i samarbejde med DN Halsnæs. Mødested følger.
  • 19. juni kl. 13-14.30. Mødested: Trekanten i Hundested.
  • 26. juni kl. 13-14.30: Mødested: Trekanten i Hundested.
  • 3. juli kl. 12.30-14. Mødested: Liseleje strand.
  • 31. juli kl. 13-14.30. Mødested: Liseleje strand.
  • 5. august kl. 13-14.30 (OBS: dagen er en tirsdag). Mødested: Liseleje strand.
  • 7. august kl. 16-18. Mødested: Trekanten i Hundested.
  • 31. maj afholder Halsnæs Bibliotekerne Vild Havedag. Flere oplysninger følger.
  • 7. september er Naturens Dag. Flere oplysninger følger.