Tilsynsrapporter

Der føres tilsyn med pasningstilbuddene for at sikre kvaliteten på dagtilbudsområdet, og at de daglige aktiviteter understøtter dit barns udvikling, trivsel og læring.

I Halsnæs Kommune er det området for Børn, Unge og Læring, der sørger for tilsyn med den daglige drift i dit barns dagtilbud. Dette gælder både kommunale dagtilbud og private dagtilbud godkendt af kommunen.

Tilsynene kan både gennemføres som anmeldte og uanmeldte tilsyn.

Udover de pædagogiske tilsyn bliver der også ført økonomiske tilsyn.

Tilsynsrapporter fra alle dagtilbud

Formålet med det pædagogiske tilsyn er helt overordnet at sikre, at dagtilbuddene drives og praktiseres i overensstemmelse med gældende lovgivning og Halsnæs Kommunes politikker og målsætninger på området. For et pædagogisk tilsyn er der derfor en tæt kobling til:

  • Dagtilbudsloven
  • Bekendtgørelse om pædagogiske mål og indhold i den styrkede pædagogiske læreplan
  • Halsnæs Kommunes sammenhængende børnepolitik

Formålet med tilsynet er mere specifikt at styrke kvaliteten af den pædagogiske praksis. Det betyder, at udviklingsperspektivet er et helt centralt element i det pædagogiske tilsyn, hvor vi gennem observationer og i dialog med personalet drøfter og indkredser institutionens udviklingspotentiale.

Dagtilbuddet opfordres til at se tilsynet som en invitation til dialog, fælles refleksion og sparring. Et tilsyn er i høj grad en anledning til at glæde sig over alt det der går rigtig godt. Det er også en anledning til at få set nærmere på det, der kan eller skal blive bedre.

Der er med afsæt i intentionerne i den styrkede pædagogiske læreplan formuleret en række spørgsmål, som konsulenterne vil søge svar på, når de kommer ud i dagtilbuddet.

Tilsynet observerer på de strukturelle faktorer, herunder:

  • de fysiske rammer, inde/ude og optimal udnyttelse af rammerne
  • organisering af personale, herunder optimal fordeling af kompetencer

og de processuelle faktorer, herunder:

  • Interaktioner mellem børn og voksne, professionel relationskompetence
  • leg og aktiviteter, initierede legemiljøer gennem hele dagen
  • rutinesituationer, hverdagspædagogikkens potentialer
  • børnenes medbestemmelse og perspektiv
  • inkluderende børnefællesskaber, deltagelsesmuligheder for alle børn

Efter tilsynet sammenfatter de to udførende konsulenter deres observationer som forberedelse til et opfølgningsmøde der afholdes for hver virksomhed af 2 timers varighed. På opfølgningsmødet deltager institutionslederen, daglig pædagogisk leder, medarbejderrepræsentanter fra hver matrikel samt forældrerepræsentanter.

Mødet afvikles som en dialog, der tager afsæt i de iagttagelser, der er gjort i forbindelse med tilsynene. De tilsynsførende udarbejder dialogkort med udgangspunkt i observationerne som deltagerne reflekterer ind i.

Efter opfølgningsmødet udarbejdes en rapport, som dagtilbuddet modtager til gennemlæsning og kommentering.

Når samtlige tilsyn og opfølgningsmøder er gennemført, udarbejder Børn, Unge og Læring en samlet orienteringssag til Udvalget for Skole, Uddannelse og Dagtilbud.