Offentlige Vandløb

Offentlige vandløb er omfattet af vandløbsregulativer. Vandløbenes vedligeholdelse varetages af kommunen. Bredejerne (grundejere langs vandløbene) har til gengæld visse forpligtelser for at lette vandløbenes vedligeholdelse.

Regulativerne beskriver hvad, der skal vedligeholdes af kommunen og hvornår. Kommunens vedligeholdelsesopgaver er oprensning af vandløbene, grødeskæring i vandløbene og evt. skæring af bredvegetation.

Regulativerne beskriver også hvilke bygværker samt hvilke overkørsler og broer kommunen skal vedligeholde, og hvilke bredejerne selv skal vedligeholde.

I vandløbsregulativerne angives, hvilke krav der er til bredden af arbejdsarealerne langs de offentlige vandløb til udførsel af vandløbsvedligeholdelsen. Afstandskravene gælder i forbindelse med bygninger, bygværker, faste hegn, beplantninger og andre anlæg af blivende art. Afstandskravet er som hovedregel op til 8 m fra øverste vandløbskant for de åbne vandløb og 2 - 4 m for de rørlagte vandløb. Hvis du er i tvivl om afstandskravet, er du velkommen til at kontakte Natur og Miljø. 

De offentlige vandløb i Halsnæs Kommune er de offentlige vandløb i det tidligere Frederiksborg Amt (amtsvandløb) og de offentlige vandløb i de tidligere Frederiksværk og Hundested kommuner. 

Redegørelser, kortmateriale og længde- og tværprofiler for offentlige vandløb

Redegørelser for gældende regulativer og kortmateriale samt længdeprofiler og tværprofiler kan fås ved henvendelse til Natur og Miljø.