Renholdelse af veje, stier og pladser

Halsnæs Kommune sørger for, at kommunale veje, cykelstier og pladser er fejede og rengjorte, at offentlige skraldespande er tømte, og at plakater og graffiti er fjernet fra uønskede steder.

Gadefejning

Der foretages i perioden april til oktober fire gadefejninger, på de offentlige veje der har kantsten. Fejningerne foretages ca. hver anden måned, eller når der skønnes et behov.

Opsamling af affald i det åbne land

Én gang om måneden køres alle kommunale veje i det åbne land igennem og der opsamles affald langs rabatterne og i grøfterne.

Forpligtelser for grundejere på offentlige fortove og stier

Uanset om du bor i hus eller lejlighed, har du som grundejer nogle forpligtelser i forhold til renhold.

Hvis din grund grænser op til offentlige fortove og stier, har du pligt til at holde disse rene for snavs, affald, visne blade, ukrudt og andet, der er særligt forurenende eller til ulempe for færdslen. 

Ingen ukrudtsmidler

På offentlige vej-, sti - og fortovsarealer må du ikke bruge ukrudtsmidler på grund af risikoen for, at det forurener grundvandet. Brug i stedet for lugejern, damp- eller gasbehandling.

Kommunens tilsyn

Vejloven giver kommunen ret til at bede grundejerne om at rense fortov og stier.

Hvis ikke en grundejer overholder sin forpligtelse, kan kommunen foretage rensning for grundejerens regning.

Det gælder uanset, om du som grundejer har adgang til den private fællesvej/-sti eller ej.