Gode råd til en støjsvag opstilling

Brug Energistyrelsens støjberegner

Inden du bestiller en varmepumpe, er det en god ide, at bruge Energistyrelsens støjberegner. Du finder støjberegneren ved at klikke på linket nederst på siden.

  • Vær opmærksom på, at du i støjberegneren skal indtaste maximal støjbelastning ud for den enkelte model. Vær også opmærksom på, at der kan være flere terrænoverflader end ’hård’ (fliser) og ’blød’ (græsplæne). Ved perlegrus, tast ’hård’ belægning i stedet for ’blød’. Støjskærme omkring udedelen kan udformes på mange måder, så lad tvivlen komme naboen til gode og udelad denne afkrydsning, medmindre indretningen af støjskærmen er helt gennemtænkt.
  • Tænk på, at teknik bliver slidt og støjer mere, som tiden går. Hvis du allerede ved etablering indregner en øget støj over tid, kan du bedre sikre dig godt naboskab i hele pumpens levetid. En overdimensioneret varmepumpe støjer ofte mindre end en underdimensioneret.
  • Inddrag din(e) nabo(er) i dine tidlige overvejelser om en ny varmepumpe og bliv enige om en placering. Så kan I begge sove med åbne vinduer om natten, sidde på terrassen og begge have et godt akustisk indeklima uden sus og brum. 
  • Vær opmærksom på, at udedelen ofte kan sættes et stykke fra bygningen, men at ingen udedel på markedet er stille nok til at stå direkte i skel. Det kan koste ekstra i rørføring og energieffektivitet, men det kan være en god idé i forhold til støj. Tjek lokalplanen for dit område for at se, om placering af udedelen kan indeholdes i kravene - eller kontakt kommunen, hvis du er i tvivl.
  • Tænk placering sammen med beplantning og evt. støjdæmpende grønne skærme, tilbygninger, mure og garager. Ofte kan grundig projektering svare sig. Kvalitetsarkitektur afstedkommer særlige overvejelser om æstetisk integration. Bygninger med fredning eller bevarende lokalplan kræver et helt særligt fokus på arkitektonisk tilpasning, hvilket kommunen bør konsulteres om.