Herberg

Hvis du har særlige sociale problemer og samtidig er hjemløs - eller ikke kan opholde dig i din bolig - kan du søge om midlertidigt ophold på et herberg.

Årsagerne til, at du er boligløs, kan være misbrug, psykiske problemer, økonomiske vanskeligheder eller udsættelse af din tidligere bolig.
 
Hvis du bliver hjemløs, kan du søge råd og vejledning hos Åben Rådgivning for voksne
 

Hvad er et herberg?

Et herberg er et midlertidigt botilbud, hvor du kan bo og få støtte, omsorg og hjælp, så du bliver i stand til at klare dig i dit eget hjem.
 
På et herberg vil du typisk kunne få hjælp og rådgivning til:
  • at finde en bolig og flytte i egen bolig  
  • økonomiske og sociale forhold
  • misbrugsbehandling, behandling hos læge m.v.  
  • kontakt til kommunen
  • personlige forhold
  • omsorg og pleje
 
Vi lægger vægt på, at den støtte du får, er hjælp til selvhjælp, så du bevarer ansvaret for dit liv og for at nå dine mål. Formålet er, at du igen kan klare dig selv så hurtigt som muligt.
 
Sammen med herberget og Halsnæs Kommune laver du en plan for dit ophold med udgangspunkt i din situation, dine ressourcer og behov. Vi vil sammen med jævne mellemrum følge op på din plan.
 
Når du flytter i egen bolig, kan herbergets leder bevilge efterforsorg til dig. Ved efterforsorg kan herberget bevare kontakten til dig og give dig råd og vejledning, f.eks. ved at du fortsat kan komme på herberget og benytte deres tilbud. Efterforsorg ydes i en begrænset periode. 

Læs mere

Du kan få hjælp på et herberg, hvis du er over 18 år og:
  • har særlige sociale problemer.
  • ikke har en bolig eller ikke kan opholde dig i egen bolig.
  • har behov for et tilbud om aktiverende støtte og omsorg. 
  • har lovligt ophold i Danmark.
Vi forventer
  • at du sammen med herberget arbejder intensivt på at finde et sted at bo, og at du skriver dig op til boliger med det samme.
  • at du indgår aktivt i samarbejdet omkring målene for dit ophold på herberget, så du kan bo i din egen bolig. 
  • at du gør opmærksom på forhold som kan ændre din indsats, fx hvis din indkomst ændrer sig eller hvis du får bolig i anden kommune. 
Hvis du ikke har en bolig, bliver du også skrevet op på kommunens sociale boligliste. Du kan ikke umiddelbart stille krav om en bestemt slags bolig eller at boligen skal være beliggende i et bestemt område i kommunen.
 
Når du får tilbudt en bolig, vil du ikke længere kunne bo på et herberg.

Kommunen betaler for dit ophold på herberg. Der vil dog være en egenbetaling, som du skal betale. Egenbetalingen fastsættes efter lovgivningen. Du kan se den gældende takst her. 

Det er kommunen, der opkræver egenbetalingen. Du kan ansøge Halsnæs Kommune om at få nedsat egenbetalingen på grund af din økonomi.

Derudover kan herberget fastsætte en betaling for kost og vask mm., som du skal betale direkte til stedet. 

Hvis du har brug for hjælp, kan du kontakte Åben Rådgivning for voksne. Vi kan vejlede dig og hjælpe dig med at få kontakt til et herberg. 

Du kan også selv henvende dig til det herberg, du ønsker at søge ophold på. Det er lederen af herberget, der afgør, om du kan få ophold på stedet. Er der ikke plads på det tilbud du henvender dig til, eller vurderes det at dine behov bedre vil kunne blive varetaget et andet sted, skal lederen henvise dig et andet herberg.

Et herberg skal være godkendt for, at du kan søge om ophold. Du kan se en liste over alle godkendte herberg her.

Ophold på herberg bevilges efter Servicelovens § 110.

Denne beskrivelse udgør Halsnæs Kommunes kvalitetsstandard for ophold på herberg vedtaget af Byrådet i 2021. 

Byrådet har også vedtaget en række grundlæggende principper, der er en ramme for vores vurderinger og tilbud. Du kan læse mere om principperne i den politiske strategi her.